Patos, en. [ˈpa·tωs] best. f. (sj.) -en (Galsch.SR.75). (fra gr. páthos, egl.: lidelse (jf. Antipati, Homøopat), til pateîn, lide (se patetisk); især æstet.) om forening af lidenskab (grebethed) og højtidelighed (værdighed), som præger noget, der fremsættes i tale, skrift, musik olgn. Oehl. F.131. Jeg slog Lenore op, læste dette Digt høit med al den Pathos, der var mig mulig. Kierk.I.333. hans skrivemåde er . . naturlig, fri for al affektation . . Den er jævn, den hæver sig aldrig til pathos. ABDrachm.(Letterst.tidskr.1919.558).