pjævre, v. [ˈpcæurə] (ogs. undertiden (skrevet) pjebre, pjæbre. Bregend.HS.24. jf. Feilb. pjæfre. Bregend.DN.165). -ede. (af uvis oprindelse; sml. pjæppe, dial. plævre, vrøvle, vaase (Feilb. u. plæbbre), samt knebre; dagl., især dial.) lade munden løbe; snakke; sludre; sladre; pludre. De andre protesterede . . pjevrende i Munden paa hinanden. Aakj.FJ.180. *det arme, søde, | lille Fruentimmer | . . pjævred op | som tyve Kaneklokker. Bergstedt.(Pol.¹⁰/₅ 1925.Sønd.9.sp.4). (hun) pjevrer løs . . om sin evindelige Pengemangel. Fallada.B. 445. Feilb.(u. pjæbbre). jf.: De havde Ællinger i Aar, de pjevrede med de sorte Næb og skøjtede saa morsomt om paa de flade Fødder. AaseHans.S.20.