Plombe, en. [ˈpl̥ombə] (undertiden skrevet Plumbe. Wagn.Tekn.114). flt. -r. (ty. plombe; fra fr. plomb (se plombere)) mindre stykke af bly (ell. andet materiale, især metal), hvormed noget afspærres, fyldes olgn.; især i flg. anv.: 1) (fagl.) lille stykke bly (blik olgn.), der anbringes paa noget (fx. sammenklemmes om to traade) for at danne en afspærring, et lukke; spec. (told.) om blysegl, hvormed vareforsendelser forsegles. Primon.Lexicon.(1807). husk, at det svenske Toldvæsen ikke lader Deres (cykel) passere, medmindre De erlægger et Depositum paa 30 Kr. og lader Maskinen plombere, og pas saa godt paa, at Plomben ikke falder af paa Turen. Cyclehb.48. Politi E.Kosterbl.²⁰/₁₂1924.2.sp.1.   (jærnb.) m. h. t. plombering af (dele af) signalapparater. Linieblokanlægene paa dobbeltsporet Bane.[1931]. 16. i forb. skære en plombe: Signalpasseren paa en Mellemblokpost maa ikke skære Plomben for et Signalfelt, uden at der foreligger skriftlig Ordre hertil fra Togføreren for et standset Tog. smst.18. Pol.¹⁰/₈1930.1.sp.2.   hertil bl. a. Plombe-fabrik, -tang (dvs.: tang, hvormed plomber lukkes. Krak.1925.II.1013), -traad (dvs.: traad til plombering. smst.). 2) (tandl.) lille, tildannet klump (egl. af bly, nu navnlig af guld, sølvamalgam, porcelæn, kautschuk olgn.), hvormed en hulhed i en tand udfyldes; fyldning (2.8). Meyer.⁵(1878). Panum.585. jf. Guldplombe. Tilsk.1920.I.252. 3) (gart.) materiale (grus, cement olgn.), hvormed et hul, en hulhed i et træ udfyldes for at bevare det. HavebrL.²617.