pudserlig, adj. [puˈse^?rli] (tidligere ogs. (skrevet) putserlig (putzeerlig). Pflug. DP.227. LTid.1735.48). adv. -t ell. d. s. (Moth.P170) ell. (†) -en (smst.). (ænyd. d. s., sv. no. pusserlig; fra nt. putzerli, hty. possierlich, til ænht. possieren, (ved gebærder olgn.) faa til at le, af ty. posse(n), kaad streg, puds (se V. Puds); i rigsspr. nu især gldgs., spøg.) pudsig; (paa en pudsig maade) morsom; (tidligere) ogs. om person: som er fuld af (en pudsenmagers) lystige indfald; nu især m. mere ell. mindre fremtrædende bibet. af latterlighed, løjerlighed, særhed, (gammeldags) snurrighed, naivitet olgn. “Hvorledes ere jere Opera?” – “Putzeerlig nock; thi naar en Herre for Exempel vil bede sin Tienere træcke sine Støvler paa, siiger hand det i Tremulanter og Sang.” Holb.Ul.II.2. Han gjorde sig meget gemeen med en Smed . . som og var meget pusseerlig, saa de gjorde hverandre mange lystige Puds. Cit.ca.1725.(Himmerl Kjær. 1925.357). den pudseerlige Mr. Wadskiær . . noksom for sine Poesier og andre Danske Skrifter bekiændt. Gram.Breve.224. I dette lille Skrift (fra 16. aarh.) siges . . til Ære for Qvinden (de) pudserligste Ting . . paa den naiveste Maade. Kierk. VI.122. Mantzius.SH.VI3.23. OrdbS.(Fyn).