Rosen-konge, en. (i folkeligt spr.). 1) misdannelse paa de fyldte rosenarter, hvorved stilken forlænges igennem blomsten og ansætter en ny blomst, med hvilken det samme kan gentages (to-, trekronet rosenkonge). JTusch.334f.  2) (fuldt udviklet) rosengalle. Brehm.DL.III.393. Bergs.MS.²I.309. 2 (når) kun de røde Hyben staae tilbage, seer man tidt mellem disse en stor rødgrøn Mosblomst, det er Rosenkongen. HCAnd.Romaner og Rejseskildringer.VII.(udg.1944).115(år 1851 ).