II. ryle, v. [ˈry·lə] (rylle. JVJens.EE. 145. OrdbS.(Lolland). jf. Feilb.). -ede. (glda d. s., no. dial. ryla; lydord; jf. I. Ryle; dial.) som udtr. for forsk. dyrs (især svinets) lyde ell. personers (især børns) klynken, (smaa)-klagen p. gr. af sult, søvnighed olgn.: (smaa)-skrige; hyle; klynke; pylre. Skattegraveren. 1885.II.58. CReimer.NB.634. JVJens.EE. 145 (se u. pylre 1.1). Feilb. jf. fra tiden efter første verdenskrig til hen midt i 1930erne, da vi havde husvildebarakker, mindes man endnu barakungerne; ordet lever dog endnu, og ligeledes dets synonym fra den tid: ryleunger . NielsÅNielsen.(Seksten Århusrids.(1953).229).