Serail, et. [seˈra(·)i] (jf. Meyer.); ogs. [seˈrai(')l] ell. (nu navnlig i best. f.) [se- ˈrɐlj(ə)] jf. JNHøst (“Seralje”). JBaden.FrO. Meyer.^1-6 (tidligere ogs. skrevet Serrail). flt. (l. br.) -er ell. -s. (fra fr. sérail, orientalsk slot, harem, af ital. serraglio, egl.: indelukke, bur (afl. af serrare, laase (inde)), spec. (ved paavirkning fra tyrk. serāī, persisk särāi, bolig, palads, jf. Karavanserai) om orientalsk harem) om orientalske forhold: slot (JBaden. FrO. Meyer.⁸); spec. om bygning ell. fløj, værelser, hvor en fyrstes ell. fornem persons haremskvinder bor; harem (1); undertiden som fællesbetegnelse for en fyrstes (en fornem persons) medhustruer; harem (2). Moth.S127. Holb.Hh.I.95. *meer end ti Serallier | ham een Veninde ene er. Trojel.I.115. Bretzner: Bortførelsen af Serailet . . Syngestykke . . til Musik af . . Mozart ved N.T. Bruun. (bogtitel.1812). Heib.Poet.X.229. I Seraillets Have JPJac.I.332. jf.: tredsindstyve Fruentimmer, meest unge, som alle vare vel skabte . . udgiorde de tre Herrer Inqvisitorers Serail. Prahl.AH.IV.218.