Skarn-ager, en. (ænyd. skarnagger(e); jf. -kører og Møg-, Skidager; foræld.) person, hvis bestilling var at bortkøre skarnet fra gader og huse; skraldemand; ogs. som foragt. personbetegnelse, om snavset, ufin, uhumsk person. Holb.Hh.II.39. (skal en metafor) behage, maae den (ikke) tages af nedrige og gemeene Ting. For Ex. . . som en vis Taler, der vilde nævne Folk af en slet Opførsel, og sagde: Disse Skarnagere. Basth.GT.232. (fluen til torbisten:) *Skarnagere passer jeg lidet paa, | De bære saa sværtede Klæder! PMøll.(1855).I.18. jeg (skældte) Kokken ud for en fordømt engelsk Skarnager, der ikke kunde holde “Salonen” i pæn Stand. Drachm.KK.63. EdvLehm.Lighedens land.(1917).45. Hvo ved Per bødkers lykke? han blev først borgmester, siden skarnager, se Peter 1.3.   hertil: Skarnagerkarl (VSO.), -kusk (TroelsL.BS.III.40), -skralde (Blich.(1920).XXX.169), -vogn (Argus.1771.Nr.42.4. Brandes.V.24. HMatthiess.DK.40) ofl.