III. Skat, en. [sga^?d] ((vist kun i bet. 1) † Skar (Scar). Spillebog.(1786).118f. Skarto (Scarto). Meyer.¹517. Ecart. JNHøst.). (fra ty. skat (ogs. skart(karte)), af ital. scarto, fr. écart, kastekort, til ital. scartare, fr. écarter, lægge (kort) til side, af lat. carta, se II. Kort) ♠1) i tarok, skat (III.2) olgn. spil: betegnelse for de (to ell. tre) kort, som kortgiveren lægger (kaster), inden spillet begynder. Den, som giver Kortene . . lægger af sine 28 Kort 3 bort, hvilke han synes, og dette kaldes, at lægge Scar, eller at ecartere sig. Spillebog.(1786).118. Naar Scaten er lagt. SAJørgensen.Spillebog.²(1802).189. De sidste 8 Kaart faar Kaartgiveren selv og melder, saafremt der ikke er indløbet Fejl under Kaartgivningen: “Skaten er rigtig”. Spillebog.(1900).62. 2) (især om fremmede (tyske) ell. sdjy. forhold) navn paa kortspil (i hvilket 2 kort lægges til side som talon). NordConvLex.³VI.222. Baade Mænd og Koner tog Plads ved Spillebordene. Mændene spillede mest L'hombre eller Skat, Konerne Whist eller “Skjervinsel”. JakKnu.In.69. Skovrøy.LM.46.   hertil ssgr. som Skatparti, -regnskab, -spil, se Vejledningi Skat-Spillet.[1882].