Skepsis, en. [ˈsgæbsis] (af gr. sképsis, beskuen, eftertanke, til sképtesthai, skue, spejde, eftertænke, sideform til skopeîn, betragte (jf. Horo-, Mikroskop ofl.); næsten kun i ent. uden efterhængt art.; især  og filos.) (tilbøjelighed til at nære) tvivl, at forholde sig tvivlende, forbeholden, over for gængse antagelser, ubeviste paastande olgn. ell. m. h. t. nytten af aktiv indgriben i livets forhold ell. (spec. filos.) muligheden for sand erkendelse overhovedet; tvivlesyge. ConvLex.XV.102. (en) græsk Skeptiker . . vilde ikke hæve sin Skepsis, netop fordi han vilde tvivle. Kierk. IV.246. (jf. smst.XV.370). da jeg (indsaa), at de Vises Steen . . ikke endnu var funden af de tydske Philosopher, da kom der et Slags Skepsis over mig. Hauch.MfB.243. jeg skjulte ikke min dybe Skepsis (Brandes.I. 536: Tvivl) med Hensyn til Muligheden af Talent (dvs.: hos en debuterende forfatterinde). Brandes.DD.106. Efterretninger om Levninger fra det første danske Komediehus spøger af og til i Litteraturen og modtages som oftest med Skepsis. Nystrøm.KO.194.