I. Skred ell. Skre(de), en. flt. -(e)r. (ænyd. skreed, skraanende (græs)slette, “vold” (?) (DgF.I.224); af et til oldn. skreið, skriden (jf. I. Skrej og II. Skred), svarende ord ell. substantivering af (paa) skre(d) (se III. skred 2), jf. nt. schreeg, skraaning, samt III. Skraa; nu dial.) skraaning (af bakke, bjerg olgn.). en lille Dreng, der, over Skreen af adskillige . . Høie, førte os hen til Reichenbach. Bagges.DV.X.33. (Alpernes) Farver blive stærkere og stærkere . . deres Skreer brattere og Pynterne dristigere. smst.XI.106. Feilb. muligvis til II. Skred 2.3: (de) begave sig op i Fjeldskreden Geirvør, hvor der var et godt Forsvarsted. Da Snorres Folk nu gik opad Skreden (oldn. orig. skriða), kastede Stenthor . . et Spyd. NMPet.IslFærd.IV.202.