skruble, v. -ede. vbs. -ing (s. d.). (ænyd. schruble, gnubbe (DSkæmtev.I.113); til dels fra ty. schrubbeln (schrobbeln), afl. af schrubben, se IV. skrubbe; jf. Skrubbel samt skuble; nu næppe br.) om den første, grove kartning af ulden, især i klædefabrikker; skrubbe (IV.2.2). Skrublerne faaer den (dvs.: ulden) at skal skruble. OeconJourn.1758.193. jf.: Saa snart Ulden er skrublet færdig, legges den paa Skruble-Kammeret i dertil giorte Kister.smst.198.