I. Skræmme, en. [ˈsgrɐ̤mə] flt. -r. (ænyd. horseskremme (i sa. bet. som Horseskrække, se u. I. Skrække), sv. dial. skrämma, no. (fugle)skremme; jf. Skræmsel samt I. Ræde; især i ssgr. som Folke- ell. (navnlig) Fugleskræmme; nu næsten kun dial.) hvad der indgyder skræk; skræmsel. (lægen) var (altid) kommet til dem, når der var Sygdom i Huset. Derfor bar han en Skræmme af Uhygge med sig. Kidde.AE.I.162.   især (konkr.) om fugleskræmsel. VSO. stille Skræmmer op (for spurvene). Bentzien. Haandb.f.Frugttrædyrkere.(1861).215.