skvaldre, v. [ˈsgvalrə] -ede. vbs. jf. Skvalder. (ænyd. squal(d)re, squoldre, sv. skvallra, sladre, no. dial. skvaldra, ogs.: gø vedholdende, fsv., oldn. skvaldra; til oldn. skvala, tale højt, raabe, isl. skvala, skrige, larme, sv. dial., no. dial. skvala, plaske, skvulpe, muligvis besl. m. skvalpe; jf. svaldre) 1) (nu kun dial.) om visse fugles (især: skræppende, skrattende, snadrende) lydfrembringelser; oftest om (hus)skadens lyde, der (jf. bet. 2) kan minde om hurtig, højrøstet tale. Moth.S388. *blegnebbet Ørnen | Skvaldrer ved Lig-Kost. Grundtv.Myth.537. *Mod Havet trak Kiler af skvaldrende Gjæs. Aakj. Hejmd.55. Feilb. Gæssene skvaldrede op rundt om i Gaardene. Rørd.Va.247. 2) (dagl.) tale ell. le paa en støjende, højrøstet maade; lade munden løbe, knebberen gaa; ogs.: bruge store, tomme ell. pralende ord, bombastisk udtryksmaade; brovte; (nu næppe i rigsspr.) fare med løs snak, sladder, bagtalelse ell. taabelig snak, vaas, pjat, narrestreger olgn. (MDL. Feilb.). Moth.S388. Jeg hører kun min lille Engels glade Skvaldren og Moderens Vuggesang. Blich.(1920).XIX. 147. jeg kunde (ikke) fornærmes af en sqvaldrende Tunge. Bredahl.III.4. naar han blot sqvaldrer med Suffisance, saa vil . . Publikum nok tage hans Væv for Viisdom. Oversk. EV.Fort.V. I Sladrekællinger! Hvad staar I her efter? Har I ikke snart skvaldret af? Rørd. Vi.217. jf.: her (dvs.: i Norge) er det (dvs.: litteraturens friske væld) en Brønd, der ikke er boret, ikke sqvaldret europæisk kjendt ved Aviser. HCAnd.(1919).V.116.   ofte i forb. skvaldre op. Alle meget røde i Hovedet og skvaldrende op som Følge af en bedre Middag. CMøll. PF.337. Jeg Bagbæst havde skvaldret saadan op i mine praleriske Breve til Hjemmet om alt det Guld, jeg vilde finde i Minerne. BerLiisb.MT.II.95. alle Europas Tungemaal skvaldrede op i Munden paa hinanden. Rørd. BrP.50. jf.: Hamlets berømte replik: “ord, ord, ord –” har sikkert ofte fundet vej til Pontoppidans læber, naar døgnprofeterne skvaldrede deres visdom op. OGeismar.ND. 40.