V. sløre, v. [ˈslø·rə] -ede. vbs. -ing (se II. Sløring), jf. III. Slør. (maaske egl. sa. ord som III. sløre; jf. V. slør) 1) (tidligst dial., nu ogs. i rigsspr. (⚙)) sidde løs, ikke slutte fast (spec.: som følge af slid); nu især om bevægelig del af maskine, redskab osv., der ikke slutter fast til en anden del, saa at en vis (spec.: ujævn ell. uregelmæssig) bevægelse kan opstaa. Stangen slører i Vognen. JHSmidth. Ords.139. Tollen slører i Flasken. MDL. (hjulene) sløre paa Axelen. smst. Cyclehb.71. Hjulet slører paa Svingakselen. Motorkør.13. jf.: Aftrækket (skal) gaa jævnt, ikke “sløre”. AClod-Hansen.Jagtskydning.(1923).59. 2) (dial.) om klædningsstykke: hænge og dingle paa kroppen; hænge og sjaske. en gammel, luvslidt Frakke (som) posede ud under Armene og slørede om Skuldrene som en Sæk om en Gærdestav. ZakNiels.NT.29. FrGrundtv.LK.90.