II. smerte, v. [ˈsmɐ̤r̥də] -ede. (ænyd. d. s. (refl. smerte sig, være ked af; jf. bet. 3); fra (m)nt. smerten (smarten) ell. efter ty. schmerzen; til I. Smerte   ordet tilhører i det hele skriftspr. og deraf paavirket talespr.) 1) tilføje, volde legemlig smerte (I.1).    1.1) m. subj., der betegner den ell. (især) det, der volder smerten, ell. upers., om selve fornemmelsen. De sloge mig, det smertede mig ikke (1931: jeg følte ei Smerte). Ords.23.35. man seer (Sokrates) med Velbehag gnide det Been, hvoraf Lænken var tagen, ved hvis Borttagelse han nu finder Velbehag, medens den smertede ham, da den var der. Kierk. VI.390.   uden obj. (han) knugede sin Kones Haand saa trofast, at det smertede. Ing.LB. I.24. hans Ryg hvilede paa noget haardt, der smertede. SMich.Dø.83. m. overgang til bet. 1.2, om saar: *Saaret smerter, medens det forbindes. Oehl.VII.45. VSO. jf.: *Med sønderrevet Hjerte skiltes jeg | Fra den, jeg elsket har paa Jorden høiest, | Men jeg har aldrig glemt, hvad jeg har tabt, | Og Saaret smerter end naar det berøres. Hauch.Æ.90.   præs. part. som adj. det dybe og smertende sår, han giver Starkad i hovedet. AOlr.DH. II.118. jf.: Klokken skingrede med et smertende Spektakel. ErlKrist.DH.76.    1.2) om legemsdel, hvori der føles smerte. Gylb.V.162. Hans Mund var ophovnet og smertede ham, naar han talte. IsakDin.FF.165. især uden obj.: Mine Øine smerte, og jeg tør ikke skrive mere. Hrz.Breve.5. Foden . . smerter endnu. MO. Pol.³⁰/₆1939.2.sp.2. 2) tilføje, volde sjælelig smerte (I.2); vække smertelige følelser, sorg hos; bedrøve; krænke; gøre en ondt; ofte upers., om selve fornemmelsen. meest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde see hans Ansigt. ApG.20.38. det skulde smerte mig at have givet Fruen mindste Leylighed til Fortørnelse. Holb.Usynl.I.1. *En Skat . . | Hvis Tab mig vilde smerte meer end Døden. | . . det er min favre Hustru. Hauch.MS.17. forbigaaelsen smertede ham dybt ┆ sml. bet. 3: den Agtelse, der socialt altid ydes en formuende Mand; men hermed var ikke fulgt Venskab . . Smertet af dette vilde han pludselig svinge Tryllestaven og træde frem i hele sin Herlighed. Goldschm.VIII.25.   uden obj. *Da brister for os alle Baand, | Som pine kan og smerte. Grundtv.SS.III.431. *Ømt blev da (dvs.: ved synet af den unge junker) hendes Hjerte, | Som havde det længe blødt; | Vel følte hun en Smerte, | Men det smertede saa sødt. Winth.VII.68. (sj.) i forb. m. til: være smertelig for. *denne Tort skal vist til mange Tusind smerte. Kyhn.PE.20. 3) (sj.) m. den, der føler smerte, som subj.; dels i pass. som dep. ell. (“ikke heldigt”. Levin.) refl. (Kierk.XII.85): føle smerte(r); ogs.: pine, plage sig. Rothe.KF.224. *han . . smertes ved at see | . . faderløse Børn at hænge om hans Knæe. Trojel.I.27. Er det noget for mig at sidde og smertes ved Ting, jeg aldeles ikke forstaar mig paa? Bergstedt. UK.66.   dels intr. (vist efter eng. smart) i forb. m. for: komme til at lide for; bøde, undgælde for. de gamle frie Bønder . . mistede deres Odel eller maatte fortrække ud af Landet . . de smertede for Norges Samling. JVJens.(IslSagaer.I.24).