Sollicitant, en. [sωlisiˈtan'd] (ogs. skrevet Solicitant. Holb.MpS.276. LTid.1760. 51. Leth.(1800)). flt. -er ell. † -ere (Holb. Rpb.II.2. Bredahl.I.221). (fra fr. sollicitant ell. lat. sollicitans; egl. præs. part. af fr. solliciter, lat. sollicitare; , nu sj.) person, som beder, anholder om noget; især: person, som anholder om embede, begunstigelse; ansøger. Holb.Paars.253. sa.Ep.IV.509 (se u. Carte blanche 1). Rosenkrantz.G.I.193.