Spillekant, en. [sbeləˈkan'd] (ogs. Spillekanter. Gravl.EB.62. Feilb. UfF. jf. D&H.). flt. -er. (dannet til III. spille efter Musikant (ell. dannet af dette ord og Spillemand); dagl., især dial., navnlig spøg. ell. lidt nedsæt.) musiker; navnlig: landsbymusiker ell. fattig, omvandrende spillemand. *Hver af dem (dvs.: englene) var en Spillekant og Rimer | Trods Orpheus. TBruun.VI.316. en sølle Spillekant eller Bierfedler. ErnDalgas. Krøniker og Æventyr.(1896).31. han (viste) Sans for Musik og blev ogsaa siden Spillekant efter landlig Facon. JVJens.HH.100. Rejse til Australien! Som hvad? . . Avlskarl – Skopudser – Eller Spillekant paa en Ølknejpe. PLevin.Hjem.(1919).181.   i videre anv.; dels (spøg., sj.) om kortspiller (AHenriques.SD.96) ell. (dial.) om spilopmager (Feilb.); dels om dyr: Natravnen snurrer, og sære Toner kommer fra andre Spillekanter. Fleuron.VS.41. dels (sj.) om musikinstrument: naar jeg husker Tonen, (sangene) gaae paa, saa hjelper det tidt at jeg tager Spillekanten (dvs.: en harmonika) der! HCAnd. AV.53.