II. Sprag, et. [sbra^?ɋ] († Spraag. spràag eller spròg. Høysg.AG.35). uden flt. (ænyd. spraag (Kalk.IV.78 u. Sprog (sprok)); maaske delvis sa. ord som I. Sprag (m. h. t. bet.-udviklingen jf. Knas 2, I-II. Kvas); sml. dog ogs. sv. † sprag, m., afskaaren gren, sv. dial. spragg(e), m., spragga, f., samt (m. lign. bet.) no. dial. spræk, sprek, oldn. sprek, oeng. spræc, oht. sprahhulla; jf. ogs. Spregne, II. Sprok; næsten kun dial.) hvad der er tørt og frembringer en knasende lyd, naar det sammentrykkes ell. brændes; især om smaapinde, kvas (ell. affald ved fremstilling af langhalm: AarbSorø.1940.107). “smâe pinde og dißlige, som duer ikke meget”. Moth.S681. “Grenebrænde.” Grønberg. Da.-ty.Haand-Ordbog.(1826). VSO. Sprag og Kvas knasede og knækkede. Rist.FT.11.