stak-aandet, adj. [-ˌωn'ət] (ænyd. d. s. og stackandet; jf. stak- 2; sml. kort-, snapaandet) som har vanskelighed ved at trække vejret; som (p. gr. af anstrengelse, sindsbevægelse olgn.) trækker vejret i korte og hastige drag; forpustet. Moth. S771. De maae ikke tale eller bevæge dem saa stærk, at de blive stakaandede. JSneed. VI.333. hun var blevet ganske stakaandet af Forskrækkelsen. Bang.L.13.   om tale olgn. (han) talte meget stakaandet. FrSneed. I.110. *en stakaandet, haard Anapæst. Heib.Poet.X.220. hurtig, stakaandet Hvisken. JPJac.I.33.   (især ) overf. Grundtv. LSk.9. i stakaandet Travlhed for at faae Systemet færdigt. Kierk.VII.91. Han havde et stort, men stakaandet Talent til plastisk Fremstilling. Det kommer til sin Ret i enkelte, ganske korte Noveller. Brandes.IV. 396. Fremstillingen er noget stakaandet, til Tider næsten Telegramstil. DagNyh.²⁶/₁₂1932. 9.sp.3.