Strube, en. [ˈsdru·bə] († Strubbe. LTid.1728.641. – nu ikke i rigsspr. Struve. Moth.S870. OrdbS.(gl.-kbh.). jf. Feilb.). flt. -r. (æda. strupæ (Harp.Kr.40.41.44 ofl.), oldn. strúpa, i aflydsforhold til oldn. strjúpa, d. s. (hvortil svarer forsk. danske dial.-former, se Kort.52. Esp.§47), og stropi, hvad der sprøjter ud gennem en aabning og spreder sig; egl.: snævert rør olgn.; besl. m. no. dial. strup, strop, (smal) aabning, strupa, klemme sammen, og ord som Strud og vistnok Strop; jf. I. Kværk) 1) om del af halspartiet hos mennesker og (lungeaandende) dyr.    1.1) det forreste parti af halsen, betragtet udefra; især (jf. I. Kværk 1.1) om den øverste del heraf (omkring adamsæblet, strubehovedet). (hun) stak . . ved Natte-Tid Struben igiennem paa sin egen Mand med et lidet Spyd. Schousbølle.Saxo.260. G. stod stakaandet bag dem og tog sig til Struben. ErlKrist.DH.233. En Lom med rød Strube. Pol.²⁵/₆1937.6.sp.4.   i særlige forb., især m. henblik paa at strubens sammenpresning ell. overskæring medfører døden; m. h. t. det forhold, at dyr søger at overbide modstanderens strube (ogs. billedl.): øjeblikkelig laa (hundene) hinanden i Struben. JVJens.NG.30. saadan var Folk . . Blottede man sig (dvs.: ved at være aabenhjertig), fik man ikke Trøst, men deres Tænder i Struben. ErlKrist.DH.100. i udtr. for at gribe fat i ens (en modstanders) strube (ogs. billedl.): Kulden . . greb hende om Struben. LBruun.(Foraarsbogen.(1917).23). haabløst har Angsten Tag i hendes Strube. TDitlevsen. BF.94. især i forb. gribe (en) i struben: Holb.Jul.13sc. (voldsmanden havde) grebet den gamle Mand i Struben. Pol.²⁵/₆1942.5. sp.3. billedl.: inden han véd deraf, er Døden dér, griber ham i Struben, blæser Aanden ud af ham. EBrand.JP.115. (Beethoven) vilde “gribe Skjæbnen i Struben” og tvinge den – det var det Motiv, han førte igjennem i sin femte (C-moll) Symphoni. RBergh.M.6. i udtr. for at dræbe ved at overskære struben: skære struben over (LKragballe.Minder. (1904).17. Pol.⁷/₉1942.9.sp.4), overskære struben (Borrebye.TF.831. LokomotivT. 1942.133.sp.2) ell. (jf. bet. 1.2; nu næppe br.) skære struben ud (Pflug.DP.579. Wess. 272(jf. VilhAnd.Litt.II.527). Bagges.III.23), udskære struben (Oehl.Digte.(1803).21). i udtr. for at true en (egl. m. døden), sætte i yderste forlegenhed, i forb. som sætte en kniven paa struben, se I. Kniv 2. skrige (græde, skraale), som man havde en kniv i struben, se I. Kniv 2.    1.2) om den øverste del af luftrøret (Larynx) ell. (nu næppe br.) om spiserøret (Moth.Conv.S350. Lægen.I.84. jf. Mad-, Mavestrube og sml. Vrangstrube); ogs. (uden for fagl. spr.) i al alm. om halsens indre ell. svælget. Sielen er færdig at gaae ud af Livet, og sidder ham allerede paa tværs i Struben, neppe ti Fingersbred fra Læberne. Biehl.DQ. IV.30. Smerten presser Graaden op i hans Strube. TDitlevsen.BF.114. *En Mundfuld Luft! – Her snøres Struben til. Drachm. I.149. OBloch.D.²I.148 (se u. II. snøre 7.4).   om struben som det sted, hvor toner, stemme frembringes (v. hj. af stemmebaandene) og visse lyd dannes (jf. Strubelyd);  i videre anv. om selve stemmen ell. talen, sangen ell. (meton.) om syngende væsen. jeg har raabt, min Strube er hæs. Ps.69.4. Udtalen (af det danske sprog) er let, saa vi behøve ikke at tale udaf Struben som Polakkere eller igiennem Tænderne som Engelænder. Holb. Orthogr.95 (jf. FrHorn.PM.121). de Toner, der udgik af en saa ringe Fugls Strube. Hauch.I.210. Operaen (har) betydelige Struber. Drachm.(Brandes.Br.II.202). *Lykken fra glemte Gruber | klinger af unge Struber. ThøgLars.ST.10. jf.: (Bürger) er den første tyske Digter i nyere Tid, der synger af fuld Strube, med naturlig og mandig Tone. NMøll.VLitt.III.392. Fabriksfløjterne lyder den mørke Efteraarsmorgen. Først een, saa to, saa et helt Kor af forskellige Struber. NJeppesen.HT.105. i udtr. for at være ude af stand til at tale, synge p. gr. af skræk, benovelse olgn.: *alle Fuglerøster | I Struben kvaltes de. Grundtv.PS.VII.294. Schand.IF. 238 (se u. hænge 5.2). Hun vilde skrige. Skriget blev angstkvalt siddende i hendes Strube. AaHermann.PH.82. raabe af struben, (bibl., foræld.) raabe højt, af fuld hals. Raab af Struben, spar ikke (1931: Raab højt, spar ikke din Strube), opløft din Røst som en Basune. Es.58.1. Cit.1788.(Kirkehist Saml.6R.I.90). kan nogen Jesu Christi Tjener uden inderlig Medlidenhed se de arme, hyrdeløse Faar . . Maa han ikke raabe af Struben? Grundtv.B.I.164.   (nu l. br.) om halsen som sæde for smag, tørst olgn. Som en strube (1871: Ganen) smager vildbrad, saaledes merker et forstandigt hierte falske ord. Sir.36.19 (Chr.VI). slaae Alt i sin Strube (dvs.: drikke alting op). VSO. *Hjorten vandrer til Floden | at læske sin tørstende Strube. KaiHolb.ZH.60. jf.: *forekom den Tiger (dvs.: tyrannen), | Som efter skyldløst Blod med tørstig Strube higer. NordBrun.ET.21.   (nu næppe br.) om den opspilede mund; gab; svælg. Sidder du over et stort bord, da oplad ikke din strube (1871: dit Gab) derover. Sir.31.13 (Chr.VI). Jeg blev friet fra Løvens Strube (Chr.VI: af en løves mund; 1907: fra Løvens Gab). 2Tim.4.17. du haver forløst mig . . af deres aabne strube (1871: fra deres Brøl), som vare rede til at æde mig. Sir.51.5 (Chr.VI). Holb.Metam.55. en hvid Løve udi rødt Feldt med aaben Strube. LTid.1724.485. gaa, løbe (lige) i løvens strube, se I. Løve 3. 2) overf., om hvad der ligner, minder om en strube. (som 2. led af ssgr. ogs. om fugle med en nærmere angivet art strube, hals, jf. Rubinstrube). Paa Odinshøien ved Hellebek, hvor Øiet taber sig i Nordsøens Strube (dvs.: Kattegat). Bagges.DV.IX.363. *gamle Jakob vrister Sug paa Sug | fra Merskumspibens tørre, trange Strube. Aakj.RS.133. i flg. spec. anv.:    2.1) (bot., sj.) underlæbens konkave del i et sambladet bloster. Drejer.BotTerm.78.    2.2) (jf. Gorge 2, Kel 1) ⚔ egl.: den smalle indgang til en skanse; den bagudvendende del (linie) af et befæstningsanlæg. MilConv.VII.412. NP Jensen.Krigen1864.(1900).483.    2.3) (nu næppe br.) om aabning, hul, der danner indgangen til rum, hulhed. derunder (ses) Helvedes aabne Strube (dvs.: paa et kirkemaleri). Thurah.B.76. *Fra den sørgelige Grube, | Som udvender sorten Strube, | Røraas, af dit Kobberfield, | Mellem stærke Kildevæld. Oehl.(Dagen.¹⁶/₁₀1818.1.sp.1).    2.4) (videre anv. af bet. 2.3; nu næppe br.) i udtr. for at være i (slippe ud af) visse forholds magt, vold. dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snevert (1931 afvig.). Job.36.16. Tilintetgiørelse! hvor den aabner sin Strube for mig! Lodde.NT.235. Døden havde ikke overvundet (Jesus), thi saa kunde hand ikke taget Rovet fra Døden, revet nogen ud af Dødens Strube. Hersl.A.121. Ew.(1914). IV.278. jeg Uværdige blev udfriet fra Dødens Strube. Blich.(1920).VII.19. VSO.