støvet, adj. [ˈsdø·vət] (afl. af Støv) 1) i egl. bet.: dækket med ell. fuld af støv. Moth.S912. du har giort en lang Reyse, og er bleven tørstig og støvet paa Veyen. Holb.Abrac.I.1. *Rullende henad de støvede Veie, | Kjøre vi muntert og let. Hrz.D.I.143. *Luften fra Strand | dem kvæged den støvede Lunge. Hostr.VV.57. støvet Cognac til Kaffen. Rørd.JE.149. (dagl.) i forb. som være støvet i halsen, være tør i halsen (egl. p. gr. af støv), tørstig. StormP.P.65.   ogs. om lugt af støvfyldt luft. Der var en sur og støvet Lugt paa Loftet. Bønnelycke. Lt.81. MLorentzen.R.I.161. 2) (især  ell. fagl.) som af udseende, farve ligner støv. Han er graa, eller snarere støvet, Haaret og Skæget graat eller støvet, hans Ansigtsfarve, Blik, Stemme graa eller støvede. PLevin.Hjem.(1919).132. Hudens Lød lidt graalig støvet. Nathans.P.27. Aloe danner mørkebrune, paa Overfladen ofte grønligt støvede Masser. PharmDan.(1933).71. 3) (jf. Støv 2.1) overf. anv. af bet. 1: gammel og antikveret, uden kontakt med livet ell. præget af indendørsliv (især paa kontor ell. i studereværelse), sløvet af hverdagslivet, bundet af former, traditioner olgn. Man opdagede en gammel støvet Forordning, der forbød Kroehold i de Bondebyer der ikke ligge ved en almindelig Landevey. PAHeib.E.16. Embedskontorernes tidspildende Omsvøb og støvede Former. Bornh. Samlinger.X.(1916).80. Der var intet støvet ved ham, han blev aldrig til et Rutinemenneske. Rode.(BerlTid.²/₆1922.Aft.1.sp.2).  4 (dagl.) beruset. Aftenbladet.22/4 1949.8.sp.7.