Svalder, en ell. et. [ˈsval'ər] (ænyd. d. s. (Kalk.III.837), glda. swaller (smst. Dyrerim.25); til svaldre; jf. Skvalder; nu kun dial.) 1) om visse fugles højrøstede lydfrembringelser; dels om skræppen, snadren olgn., dels om høj kvidren ell. syngen. Hønsene . . kom tumlende ind i Ansigtet paa ham med rivende Kløer og et forfærdeligt Svaller. Aakj.SV.VIII.33. Feilb. 2) larmende, højrøstet tale, snakken ell. latter; ogs. om sladder, bagtalelse olgn. Brunchmann.Harmonia lingvarum.(1750).115. her gik Løgn, Svalder og Bagtalelse ret for sig. Argus.1771.Nr.42.1. Feilb.