svarve, v. [ˈsvɐrvə; ˈsva·rvə] (nu især i formen svarre. [ˈsvɐrə] 1Kg.6.18 (1728). vAph.Nath.VII.210. Leth.(1800). Jer. 10.5 (Lindberg). IngvBond.Ægteskabsdjævelen. (1893).42. jf. VSO. MO. samt Feilb. svare. Tychon.Vers.266. jf. Rask.FynskeBS.66. MDL. samt: Svārrer. NvHaven.Orth.171). -ede. (ænyd. svarve, svar(r)e, svor(r)e mfl., glda. swarwe og sworwe (Dyrerim.54), sv. svarva, oldn. svarfa, kaste til side, bringe ud af stilling, vælte, i aflyd til et stærkt verbum: oldn. sverfa, file, eng. swerve, dreje, vige til siden; til en rod m. bet.: føre hid og did, vride, hvirvle omkring; sml. III. svirre   uden for dial. (jy., fynsk) nu kun arkais. (sj.)) tildanne (træ, horn, metal olgn.) paa drejebænk; dreje (4); ogs.: forfærdige (ting af træ osv.) paa denne maade. Moth. S946. Skaale, Kander og Stobe, svarvede (dreiede) af Træ. Allen.IV,1.256. Rask.FynskeBS.66. MDL. Feilb.   billedl. ell. i sammenligning. vAph.Nath.VII.210. (afgudsbillederne) ere som en svarret Palme-Stamme, tale kan de ikke. Jer.10.5 (Lindberg). (jf. dreje 4.3) om (kunstlet) udtryksmaade: *Hands Skrive Maade er saa klygtig og saa net, | Som hvert et svared Ord paa Dreyer-Lad var set. Tychon.Vers.266. Feilb.