sværlig, adj. adv. d. s. ell. (†) -en (LTid.1741.12). (jf. ænyd. swæffuerligen, haardt, tungt, ty. schwerlich; til II. svær; jf. svarlig) 1) (ikke i rigsspr.) fremragende; god; “gevaldig”; svær (II.3.3). det maa være en sværlig Opdragelse, de faar dernede paa Anstalten. KBecker.VV.II.160. 2) † besværlig; svær (II.4.2); vanskelig. Leth.(1800).   som adv. Hvem som er nogenlunde forfaren i Kirke-Historierne . . skal ikke sværligen (dvs.: let) finde hvormed Spørsmaalet skal blive opløst. LTid.1741.12. (efter ty. schwerlich) med nægtende bet.: næppe. saa skal mand sværlig blive kæd af at læse hans Anmærkninger. LTid.1741.76.