I. Syre, en. [ˈsy·rə] flt. -r. (æda. syræ (Harp.Kr.74.78; i bet. 1; jf. smst.293), sv. syra (bet. 1-2), no. syre, oldn. sýra, sur valle; en sideform (til bet. 1) er jy. (flt.) surer (JTusch.208. Feilb.), ænyd. sure(r), æda. suræ (Harp.Kr.149.164), sv. no. dial. sura, oldn. (flt.) surur, mnt. sure, oeng. sure; sml. ogs. oht. suri, nht. säure samt I. Sur; til IV. sur; jf. III. syre, I. -syret, I. Syrling) 1)  som navn paa forsk. planter, hvis blade har en syrlig smag; ofte (især tidligere, jf. VSO.) i flt. m. særlig tanke paa bladene ell. den deraf fremstillede ret; navnlig i flg. anv. (jf. ogs. ssgr. som Dusk-, Eng-, Fjæld-, Gøge-, Heste-, Rød-, Strandsyre):    1.1) (jf. Sur-amper, -kaal 1, -skræppe, Syreskræppe samt Rødknæ, I. Skræppe) om visse skræppearter (der tidligere sammenfattedes som en særlig slægt: Acetosa), navnlig om den almindelige syre, Rumex acetosa L., dels om den vildtvoksende, dels om den dyrkede varietet (Havesyre. VareL.(1807).II.568. LandbO.IV.518. om R. scutatus L.: vAph. Nath.VII.725). JTusch.208. Paa Øens nordligste Punkt ligger ved Stranden en kæmpemæssig Granitsten, tæt omgivet af Græsser og høje Syrer. AchtonFriis.DØ.I.64.   duskblomstret syre, se duskblomstret. fransk(e) syre(r), Rumex scutatus L. Fleischer. HB.195. JTusch.336. smaa syrer, se smaa 1.2. jf.: Den lille Syre. vAph.Nath.VII.725. spansk syre, se spansk 4. spids(e) syre(r), Rumex acetosella L. JTusch.209. vild(e) syre(r), tidligere spec. om R. acetosella L. (jf. vAph.Nath.VII.725). en Haandfuld af vilde Syrer. LTid.1762.374.   m. tanke paa bladenes anvendelse som grøntret ell. lægemiddel. tag saa Syrer som Stilckene ere af. Kogeb.(1710).43. OeconH.(1784).II. 221. Spegeskinke og Syre. Schack.(PersonalhistT.1908.27). Syre befris for Stilke (og) koges. ISuhr.Mad.¹⁰(1923).153.    1.2) (jf. Syresalt(urt); ikke i fagl. spr.) skovsyre, Oxalis acetosella L. *Hvor Syren flokkes om Bøgens Fod | i Skoven dybest inde. Rich.I.49. JTusch.159. *Dér stod de hvide Syrer som uberørte Tæpper | – let blaanet af Violer – om Bøgestammers Fod. Børup.LN.68. 2) stof ell. vædske, der smager surt (ell. tjener til at gøre noget andet surt). VSO. MO. navnlig i flg. anv.:    2.1) (jf. I. Sur; nu kun dial.) surdej. Moth.S930. KSelsk Skr.I.75 (sdjy.). Feilb.    2.2) (stof, der indeholder) mælkesyre.   (efter no. dial. syra, oldn. sýra i sa. bet.; m. h. t. forhold i Norge ell. paa Island) sur valle (anvendt som læskedrik). LTid.1761.163. vAph.(1772).III. hertil: Syrekar. VilhAnd.(IslSagaer.III. 223).   (især fagl.) om den mælkesyre, der danner sig i mælk ell. fløde. Naar Afskumningen af Fløde . . skeer vilkaarligt, saa bliver Følgen, at Syre altid opstaaer i Mælken. Mælk,Smør ogOst.(overs.1844).17. Soda . . er . . et udmærket Middel til . . at modarbeide Mælkens værste Fjende, Syren. Meieribogen.(1871).43. nu spec. om syrevækker: (mælken) tilsættes Syre fra den indkøbte Syrevækker eller fra foregaaende Dags Syre. LandbO.IV.518. ny syre, selvsyrnet frisk sødmælk (brugt som syrevækker). smst.    2.3) (især fagl., nu l. br.) om vinsyre. *allersødest Viin just skarpest Syre giver. GSiesby.Nytaarsgave.(1840).121. jf.: Den Viin har en fiin Syre. VSO.    2.4) (jf. Syrlighed 1.2 slutn.; især med.) om mavesyre. Han lider af formegen Syre i Maven. VSO.    2.5) (vist først brugt af vAph. i 1772, m. tilknytning til no. syre (syra) i bet. “sur valle” (se bet. 2.2), “eddike” (vAph.(1759 og 1764)) ell. efter ty. säure; vAph.Nath.VII.64ff.(1770) har kun Sursalt; jf. ogs. Rask.Br.I.102; kem.) brintholdig kemisk forbindelse, hvis brint kan erstattes med et baseradikal, saaledes at der fremkommer et salt (I.3); spec. (mods. Syrling, Over-, Undersyre) om en saadan forbindelse, der er fuldt mættet med ilt. Sursaltene eller de saa kaldede Syrer ere de mest enkle blandt de salt-artede Substantser. vAph.Chym.III.454(1772). Ørst.Nat.II.199. EBiilmann.UorganiskKemi.(1914).37. i ældre tid ofte i gen.-forb. som salpetrets syre (se u. Salpeter 1) osv., svarende til ssgr. som Salpetersyre osv.   efter ældre inddeling: animalske (VareL.(1807).III.146) ell. dyriske (se dyrisk 1 slutn.), vegetabilske (VareL.(1807).III.146. VSO.), mineralske (vAph.Chym.III.469. AWHauch.(1799).186) syrer (jf. Mineral-, Plantesyre); nu: organiske (se u. organisk 3), uorganiske (s. d.) syrer. fede syrer, se u. IV. fed 1.2. † fuldkommen, halv (jf. Halvsyre), ufuldkommen ell. syrlig (s. d.), henh. oversyret syre, syre som er helt, halvt mættet, henh. overmættet med ilt; nu: syre, undersyre (syrling), oversyre. AWHauch.(1799).154.   (især ) billedl. (Rahbeks) Aand var . . uden kritisk Syre. Skuepl.37. Deres hæderlige Navn er endnu ikke plettet af smaa Uefterretteligheder, der æder som Syre ind i et blankt Skjold. Rosenkrantz.AG.35.