Sæde-korn, et. (nu l. br. Sæd-. Holb.Jep.I.8. Olufs.Landoecon.192. jf.: “nu vel hyppigst”. Levin. (nu) især (jf. MO.) i bet. 1 (og 3): Rahb. Tilsk.1808.831. Oehl.XVIII.167. Winth.SS. 89). 1) (især ) om et enkelt korn, frø (der er saaet, lagt i jorden); frøkorn. Sædekornene (1931: Sæden) ere raadnede under Jordskorpen. Joel.1.17. man (kan) have sin Glæde af at grave et Sædekorn op og see, hvordan det har spiret. Goldschm.NSU.VII.4. om kerne af citron, melon: Reiser.IV.375. Tode. NH.86. 2) (jf. -byg, -havre, -hvede, -rug; især landbr.) saakorn (mods. Brød-, Føde-, Ædekorn). DL.2–13–5. godt og reent Sædekorn. JPPrahl.AC.50. Blich.(1920).X. 177. LandbO.IV.520. 3) (jf. I. Sæd 5.1 og Frøkorn 1 slutn.)  bet. 1 og 2 m. billedl. anv. *End viste Du ved Daad det ei. End var Dit Had | Et Sædekorn, men uden Frugt. Oehl.Helge.(1814).124. Det er min Pligt, som Lærer ved Højskolen, at kaste Sædekorn i disse unge Hierter. sa.(KbhPost.1829.16.sp.2). *Sjælden fik jeg bjærget | høst af tankens sædekorn. NMøll.R.38.