Terrin, en. [tɐ̤(r)ˈri^?n, ogs. te(r)ˈri^?n] (tidligere undertiden skrevet Tairin, Terrain. Adr.¹/₃1762.sp.15. Argus.1771.Nr.46.3. – nu dial. Tarrin. Amberg.431. Feilb. Sjæll Bond.142. jf. Tarine. LMWedel.Bonde-Practica.(1821).7. – nu næppe br. Terrine. vAph.(1759). Blich.(1920).III.17. jf. Meyer.⁸ samt: en Sølv-Therine. Luxd.Dagb.I.320). flt. -er. (ty. terrine; fra fr. terrine, til oldfr. terrin, afl. af terra, jord, og egl.: beholder af ler) stor skaal af porcelæn olgn., sædvanlig med laag, hvori suppe olgn. (jf. Suppeterrin) serveres, og hvoraf der øses op. Luxd.Dagb.I. 43. *Kom Punschen ind og Vinen! | Sæt Flasken her, | Ved Siden af Terrinen. Hrz.D. I.191. *Man bragte Suppen i Terrinen. Bastian.nr.5.3. en dampende Terrin Æggeøl. GGregersen.KS.123.   hertil Terrin-bræt (bræt olgn., hvorpaa en (varm) terrin stilles paa bordet. S&B. jf. Bordplade 1), -fuld, -laag.