titulær, adj. [tiduˈlæ^?r] (nu næppe br. (jf. dog ndf. l. 34) titular. Holb.Ep.I.350. jf. JBaden.FrO. Meyer.⁸). (ænyd. titular (Forordn. (Kvartudg.)¹¹/₂1693); fra fr. titulaire, jf. eng. titular, ty. titular- i ssgr.; til Titel; især , emb.) om indehaver af en titel: som fører vedkommende titel, men ikke har noget tilsvarende embede (ell. myndighed, privilegium, gage); som kun er noget af navn; om forhold: som angaar, er knyttet til en titel, titelvæsnet. saadanne Vilkor, som giorde ham meer til en titulaire end en virkelig Konge i Sverrig. Holb.DH.II.619. (han) fik ærefulde, titulære Stillinger. VVed.HR.118. især i forb. titulær professor: jeg selv har den Ære at være bleven udnævnt til Professor (NB. titulair). Heib.Fam.24. Biogr L.²VI.479.   (især iron ell. spøg.) i videre anv. Det første af titulaire Vittigheds Værker, (trykkefriheds) Anordningen frembragte, var saakaldte Satirer. NyerupRahb.VI.225. Politiken har en talløs Skare af titulaire Helte. Kierk.VI.384. Fru Bruun kaldte sig Frue, af titulære Grunde, men havde aldrig været gift. JVJens.G.157.   hertil ssgr. (jf. Titular-; delvis vekslende m. særskreven forb.) som Titulær-biskop (Nord Conv Lex. V.562. Titular-: Schindler.Liturgi.(1928).91), -embede (VMadsen. Et Saxoproblem.(1930). 16), -kristen (Kierk.XIII.611).