Tunge-slag, et. (ænyd. d. s.; jf. -stød; især , nu l. br.) hurtig, lydelig bevægelse (slag, smæk, smæld) med tungen (jf. -smask, -smæk). Hottentottens Tungeslag og Hellenens melodiske Toner betegne heel tydeligen Forholdet mellem Begges Sands for det Skiønne. PEMüll. Isl.3. en Skade, der . . med vippende Stjært og skraldende Tungeslag hoppede mellem Grenene. PMøll.ES.III.87. Rask.Retskr.6. I en stor Del af Sønderjylland udtales u-Lyden ikke rent, men med en Tilsætning af et Tungeslag, saa at den lyder næsten som uk. NordslSønd.Folk.1891.9.sp.2. især om signal til en hest (der skal gaa frem): Bonden . . gjentog nogle Gange det aparte, smadskende Tungeslag, hvormed Bønderheste sættes i Bevægelse. CBernh.TV.16. PWBalle.K.32. Sportsleks.II.620. om en blæsers tungebevægelse (spec. ved gentagelse af toner i hurtigt tempo): Det gik . . løs med . . Tungeslag og Tjimdadera (dvs.: paa livgardens orkesters folkekoncert). EAbrah.(NatTid.³⁰/₁1939.11.sp. 2). (spec. hos Grundtv.) om sang olgn.: *Under festligt Tungeslag | Skal vort Hjerte over Vrimlen | Løfte sig til Gud i Himlen. Grundtv.Kvædl.408. sa.PS.IV.199. (jf. I. Tunge 3.4 og I. Slag 1.1) om saarende ord ell. ytring: Et svøbe-slag giør ribler, men et tunge-slag (1871: Slag af Tungen) sønderslaaer been. Sir.28.19 (Chr.VI).   (muligvis til dels med tilknytning til I. Tunge 3.6 og I. Slag 10.2; sj.) om særlig maade at tale paa, (særlig) sprog(form). en Kæmpe, der paa vort Maal kaldes Vaze, og paa Tydsk med et noget anderledes Tungeslag (lat. orig.: diverso literarum schemate): Vilze. Grundtv. Saxo.II.26. de egenlige Schweitsere (synes) godt at kunne være de Svenske Dalekarles nærmeste Paarørende, hvad deres Tungemaal, Tungeslag og gamle Navne . . maatte kunne give . . Oplysning om. sa.HV.III.33. da disse (tyskere) gik, blev han med det røde Skæg og det danske Tungeslag, som han vanærede, staaende tilbage hos mig. Rasm Hans.M.270.