tænder-skærende, part. adj. som skærer tænder. en tænderskiærende, kraftløs Olding, der fnyser efter Hævn. Oehl. EwS.II.55. Hun rejste sig og forsøgte et Smil, det blev til en tænderskærende Grimasse. ErlKrist.DH.16.   som adv. Det harmede ham tænderskærende. HansPovls.HF. 83.   overf. disse Noveller er fordærvede ved Borels tidligste, tænderskærende Stil. Brandes.VI.331. En bidende, tænderskærende Ulyd kom fra (kværnen), den gik paa Tomgang. JVJens.Møllen.(1944).17.