I. Tøv, et. [tøu'] (fra no. tøv, valkning, vrøvl, snak, til no. tøve (dial. tøva), valke, vrøvle, snakke, oldn. þœfa, trykke, presse; besl. m. (afl. af) sv. tov, filt, no. (dial.) tov, valkning m. m., oldn. þóf, tryk, og sv. tova, tot sammenfiltret haar (fsv. thove, filt, uldtot), no. dial. tove, visk olgn., oldn. þófi, filt; m. h. t. bet.-udviklingen sml. vrøvle; især ; l. br. (og følt som norvagisme)) 1) tale, der er tom, meningsløs, uden sund mening ell. alvor; snak; vrøvl; vaas; ogs. om taabelige, meningsløse ell. ubetydelige foreteelser, forhold. *sværtede Trær, hvor Spurvene kløv | forsultne omkring i Flokke, | drøftende Døgnets Tøv. Blaum.AH.243. det (dvs.: et litterært arbejde) er noget Tøv. Wied.(Brøndum-Nielsen. GW.76). *Dine Ord er vissent Løv, | og du narrer med dit Tøv | ikkun Fæ og Fukser. Rode.Moderen.(1920).21. Hvad er det nu for noget Tøv, De der staar og river af Dem? KMich.F.17.   i forb. m. ord af lign. bet. sligt noget regnede han aldrig uden for Tøv og Arnesnak. LBruun.A.II.266. *vorværts og fremad vi synger | og føler det selv, det er Pral og Tøv. KBecker.S.III.20. især i forb. tøv og tant: *Tant og Tøv. EChristians. Broder Rus.(1888).192. VVed.(DagNyh.²/₇ 1935.10.sp.4). 2) person, der fører tom, meningsløs ell. taabelig tale; “vrøvl”; vrøvlehoved. de har vel gaaet og betragtet mig som saadan et gammelt Tøv. LeckFischer. M.174.