ud-stønne, v. [-ˌsdön'ə] (ænyd. d. s.; jf. stønne ud u. stønne 1.3 samt ty. ausstöhnen; højtid., nu sj.) 1) udaande (noget), udstøde (lyde) ell. udtale (ord) stønnende; ogs.: give udtryk for følelse i stønnen. udstønne et dybt Suk. Pamela.I.460. alle Tilstædeværende troede, at Siælen udstønnedes ved et hvert Aandedræt. Biehl.DQ.III.191. Dyret sin Glæde udstønner i Larm. Ing.P.259. *søsyg han udstønnede sit Ak. PalM.AdamH.II.14. jf.: (H. Bang) kan (ikke) beskrive et Meublement, uden at udstønne Gulvtæpperne og fremhulke Spejlene. Vodskov.SS.172. 2) ophøre med at stønne. Den Syge har nu udstønnet og sover. MO.