ud-støve, v. [-ˌsdø^?və] vbs. -ning. (jf. støve ud u. II. støve 3.3; fagl.) Moth.U40. 1) rense for støv. (slagelen i slagmaskinen) løsner og udstøver (raabomulden). Manufact.(1872).113. 2) opløse i støv ell. blæse, puste ud i støvform; ogs.: opløses i, smuldre hen i støvform. denne sidste Elektricitet er det, at Hexemeel, som udstøves gjennem fiint Flor eller løstvævede Tøier erholder. Ørst.III.141. Jernbanen er ikke ansvarlig . . for Gods, som efter sin ejendommelige, naturlige Beskaffenhed er særligt udsat for . . Udtørring eller Udstøvning. LovNr.149²⁸/₄1934.§38.