unyttig, adj. [ˈuˌnødi, ogs. uˈnødi] adv. d. s. ell. -t ell. (†) -en (Gram.Breve.274. Sir. 20.12. (Chr.VI: unytteligen)). (ænyd. glda. d. s. (GldaKrøn.97); jf. unyttelig) 1) (i rigsspr. nu især ) som (imod forventning) ikke (i mindste maade) er nyttig; ofte (jf. nyttig 3) m. præp. i forb. (være) unyttig for ell. (nu næppe br.) til (OeconT.VI.60) en olgn.    1.1) om levende væsen: som ikke gør (nogen) nytte, ikke er (andre) til (nogen) nytte (er uegnet, uduelig, forsømmelig olgn.). kaster den unyttige (1819: udygtige; 1907: unyttige) tiener ud i det yderste mørke. Matth.25.30 (Chr.VI). Holb. Skiemt.D2.^r AaDons.S.102 (se I. Skravl 1). en unyttig jordens byrde, se u. I. Byrde 1.2. jf. Mund 3.2: Unyttige Munde . . kaldes i en beleiret Fæstning alle de, som ei kunne forsyne sig med Levnetsmidler for hele Beleiringen, eller blot ere tærende Personer; saasom Fruentimmer, Oldinge, Børn o. s. v. MilTeknO. S&B.    1.2) (jf. nytteløs) om ting, forhold olgn.: som ikke er til (nogen) nytte, ikke tjener noget nyttigt formaal; ogs. (jf. bet. 2): overflødig (2); ubetimelig. deres frugt er unyttig (1871: ubrugelig), umoed til at æde, og beqvem til intet. Visd. 4.5 (Chr.VI). Holb.11J.I.1 (se III. slaa 3.3). Astronomer . . havde forudsagt Solformørkelser, der ikke indtraf, og derved indjaget en unyttig Skræk i Keiseren og Folket. Heib. Pros.II.388. den tørre, unyttige Lyng. NP Wiwel.NS.169. (han) elskede Alt, hvad der var Kunstnerisk og Poetisk og Unyttigt. Rubow.(OscarWilde.Bunbury.(overs.1946).151). jf. unyttet: Imidlertid lod han dog ikke Tiden gaae gandske unyttig bort. Mall.Sg H.264.   spec. om (forgæves, overflødig, ubetimelig) menings- ell. følelsesytring. menniskene skal giøre regnskab paa dommens dag for hvert unyttigt (1819: utilbørligt) ord, som de have talet. Matth.12.36 (Chr.VI). Du giør mig saa mange u-nyttige Spørsmaal, jeg har saa meget andet i Hoedet (jf. Spørgsmaal 1 slutn.). Holb.Mel.IV.6. *Nu har I spildt den lange, | Kostbare Tid med lang, unyttig Tale. Heib.Poet.IV.207. 2) (jf. sv. dial. onyttig, kivagtig, uforskammet, vred, uartig, ty. unnütz(lich), ond, slet, næsvis, nt. unnüttig, opsætsig, uforskammet; nu vist kun i tilfælde, der kan opfattes som spøg. ell. iron. anv. af bet. 1) som volder besvær, skade, fortræd. mange, som havde brugt unyttige ting (1819: drevet ulovlige Kunster), bare bøgerne frem tilhobe, og opbrændte dem aabenbare for alle. ApG.19.19 (Chr.VI.) TBaden. Suppl. jf. Esp. 375.   spec. i forb. gøre sig unyttig (ænyd. d. s., sv. dial. göra sig onyttig, jf. ty. sich unnütz(lich) machen, mnt. sik unnutte maken) (ved sin optræden) volde besvær, fortræd, kiv, spektakel; blive ell. være genstridig, trodsig, opsætsig, uforskammet; gøre sig ud til bens. Far nogen Baadsmand af Skibet, og giør sig Unyttig udj Druckenskab eller udj andre Maader, og bliver derover Lemmelæst, saa hand ikke kand fuldende sin Rejse, (skal) Skipperen hyre een anden udj hans Stæd. DL.4–1–30. Moth.N94. er her ikke et Sted, hvor jeg kunde skjule mig? og allenfals være i Nærheden, om der skulle komme Nogen og gjøre sig unyttig. Blich.(1920).V.36.