Urte-gaards-mand, en. (ænyd. d. s.; foræld.) gartner; havemand. Joh.20.15 (1907: Havemanden). som hans Fader var en Urtegaardsmand, blef Sønnen opdragen udi samme Handverk, og tit solte Have-Urter paa Torvet. Holb.Intr.(1728).265. *Jeg røgtede hans Abild | Fra Vaar og til Høst; | En Urtegaardsmand | Lever ogsaa med Lyst. Winth.HF.27. JPJac.(1924).I.119. Det smukke Landsted . . hvortil han . . trak sig tilbage for at leve Resten af sit Liv som en fredelig Urtegaardsmand. Pont.DR.III.36. jf. Urtegaardsmandskab (dvs.: gartneri). Holb.Qvægs.396.   billedl. Hvor sieldne ere de Menneskehedens Urtegaardsmænd, som luge Beddet og vande de tilsyne komne Planter. Bagges.L.I.180. “Jeg gjør kun hvad han (dvs.: gud) vil!” sagde Døden, “jeg er hans Urtegaardsmand!” HCAnd.(1919).II. 299.