Vart-penge, pl. (nu sj. Varte-. vAph. (1764). Soya.AV.9). (efter ty. wart(e)geld) pengebeløb, som oppebæres i en venteperiode. Vagt-penge . . Vulg. (dvs.: i folkesproget) Vartpenge kaldes en underholdings penge, som kongen giver en krîgsmand, indtil hand træder virkelig i hans tieneste, da hand nyder sold som andre, og vagtpengene ophører. Moth.V20. I Ventetiden (dvs.: indtil standsforskel udjævnes) er den Fattige . . glad ved at høre Vincents-Broderens Trin paa Trappen og sé ham komme ind med sin Skærv . . man kan da altid have Brug for lidt Vartpenge. Jørg.UF.24.   næsten kun (emb., foræld., jf.: “ifærd med at forældes.” Levin. “udansk.” S&B.) d. s. s. Ventepenge 1. (ofte i forb. som komme, staa, sætte, være paa vartpenge). Officeerer som have Wartpenge. Luxd.Dagb.I.219. Den, hvis Embede inddrages, har Krav paa i fem Aar at oppebære to Trediedeel af sine Embedsindtægter i Vartpenge. Lov⁵/₁1851.§3. han er . . ikke pensioneret endnu af Staten – men paa Vartpenge. Drachm.F.II.21. LovNr. 87²¹/₄1914.§21. jf. (spøg.): (den) Vittighed har nu tjent saa længe, at den gjerne kan gaae af paa Vartpenge. Heib.Poet.V.21.