Vejviser, en. [ˈvaiˌvi^?sər] ((†) Vejvisere. Kom Grønneg.III.133. Slange.ChrIV. 314. Brors.58). flt. -e. (ænyd. veivisere, glda. weye wiisser (Bønneb.I.256); jf. Vej-leder, -peger) 1) levende væsen (person), der (er stedkendt i et vist omraade og) viser andre den rette vej, især ved at ledsage dem til maalet; spec. om (mands)person, der (som erhverv) ledsager besøgende, turister til ell. rundt paa seværdige steder og giver oplysninger om disse; fører (1.1); cicerone. (han) blev deres Veyviser i at føre dem til Ispahan. Holb.Hh.II.185. Ledsaget af en Veiviser gjennemstreifede jeg de fornemste Gader (i Nürnberg). Hauch.MfU.330. Naturligvis var Træet ikke, hvor hun havde sagt. Kvinder er sjældent gode Vejvisere. Martin AHans.TS.39. Feilb. (l. br.) om dyr: hver (græshoppe) Hob (havde) sin Vejvisere for i Spidsen. Borrebye.TF.470. Ing.EF.VI.38.    uegl.; især om person, der i kraft af sin aandelige virksomhed, indsats paavirker, øver vejledende indflydelse paa andre, præger andres (aands)udvikling. (Snorre Sturlesøn giver) os fortreffelige portraits paa alle store Mænds saavel Legemets som Sindets Gaver, hvorfore jeg har meget fuldt ham som en god Veiviser udi dette Verk. Holb.DH.I.341. Brors.58 (relig., om Kristus). (i) moderne Filosofi staar Spinoza og Auguste Comte for mig som de store Vejvisere. Schand.O. II.105. KMunk.IBrændingen.(1929).31. 2) om ting ell. forhold, der tjener til vejledning, oplysning.    2.1) (især ) i al alm. *Veiviser var endnu (dvs.: i vikingetiden) ei Biergets Tryllenaal (dvs.: kompasset). Oehl.XII. 125. Costumerne (i de religiøse skuespil) vare . . correkte, thi de berømte Mesteres Billeder vare i den Retning udmærkede Veivisere. Holst.IV.263. spec. (jf. bet. 2.3) om genstand (som fx. himmellegeme, dominerende terrængenstand), der ved sin plads i rummet muliggør orientering: Ved Nord-Stiernens Invention blev . . Seyladsen forbedret, saasom samme Stierne . . kunde tiene (søfolk) til Veyviiser. Holb.Ep.V.54. langs Vejen Gravhøje som Vejvisere. Festskrift til HPHansen. (1949).30.   om forhold, begreber. Kierlighed er dog en ypperlig Veyvisere. Kom Grønneg. III.133. Kredsløbets nye Lov . . blev en Veiviser til nye Slutninger. Ørst.I.140. Samvittigheden og Fornuften er de sikre Vejvisere paa Livsbanen. HalKoch.Lidt af hvert. (1940).143.    2.2) om (haand-, opslags)bog. jf.: “Hvad Vej-Viser (dvs.: til guldmagerkunsten) har Monsieur haft?” – “Jeg haver giennemlæst de allerbeste Autores.” Holb. Arab.6 sc. især dels om skrift m. angivelse af rejseruter, seværdigheder og andre forhold af interesse for rejsende, rejsehaandbog: LTid. 1737.348. selv de forstokkede Engelskmænd maa tilstaae, her er smukt, skiøndt det ikke staaer i deres Veiviser. Grundtv.BrS.52. Nyeste Vejviser paa Møens Klint. FMeisler. (bogtitel.1884).   dels (og nu især) om værk m. angivelse af adresser paa (og andre oplysninger om) (et udvalg af) personer, firmaer, offentlige institutioner osv. i et vist omraade (land(s-del), (større) by); m. h. t. da. (kbh.) forhold spec. om Kiøbenhavns Veyviser, udgivet 1770ff. (senere m. varierende titler, nu benævnt Kraks Vejviser, se TKrak. VeyviserensVej.(1904). Krak.1948.II.2555f.). Topographisk og økonomisk Lommebog . . Tilligemed Vejviseren til de flestes Boepæle. bogtitel.1794. jeg seer efter i Veiviseren, hvor hun boer. Heib.Poet.VII.280. Han er vist for simpel Skomager til at staae i Veiviseren. HCAnd.SS.V.176. Vejviser for Søllerød Kommune . . Aarhus Vejviser . . Bornholms Vejviser. Krak.1948.II.4059. kikke (kig(g)e) i vejviseren efter noget (jf. kige sp. 310⁹; talespr.) søge forgæves efter (Kbh.s Vejviser havde tidligere ry for mangelfuldhed; jf. Vogel-Jørg.BO.323); nu især (ofte i forb. m. maatte ell. navnlig kunne): opgive ell. miste haabet om at faa, opnaa noget; skyde en hvid pind efter. Pensjonen kan han kigge efter i – Veiviseren. Rantzau.D.Nr.54. Prisfald? Ja, hvem føler synderligt til, at det er blevet billigere at leve? . . Kig i Vejviseren efter billigere Tider! B.T.¹⁶/₉1921.12.sp.1. Damperens Nerver begynder at dirre; nu har den været undervejs i over en Maaned; hvor længe blive ved med at kigge efter gamle England i Vejviseren? KMunk.Vedersø–Jerusalem.(1934).132.    2.3) (jf. -pæl) en ved en skillevej opstillet pæl ell. stander (forsynet m. retningsviser(e), vejskilt(e)) olgn., som angiver, hvorhen vejen(e) fører; ogs. spec. om vejskilt. vAph.(1759). Forordn.¹³/₁₂1793.§21. Opreis dig Veivisere (Chr.VI: monumenter; 1931: Vejvisersten). Jer.31.21. den lille Smedje, hvor . . en Vejviser . . pegede til den ene Side mod Svoldrup og til den anden mod Dommergaard. JVJens.(Pol.²⁶/₂1908.7. sp.3).   hertil bl. a. Vejviser - arm (Bregend.A.31. jf. I. Arm 3.5 beg.), -skilt, -sten (JVJens.HF.60. se ogs. ovf. l. 3), -tavle (Bl&T. TeknLeks.II.606).    2.4)  lille, oftest rund (kugleformet ell. cylindrisk) genstand (som blok, kovs ell. klaade) i et skibs rejsning, hvorigennem (skraat anbragt) løbende gods vises for at holde det klart, hindre at det kommer i bekneb ell. indfiltres i, skamfiler andre dele af rejsningen. Funch.MarO.II. 147. KuskJens.Søm.11.   hertil bl. a. Vejviser-blok (Tuxen.Søfart.474. Bardenfl.Søm. I.92. jf. Kasteblok), -klod (i formen -klaade: Tuxen.Søfart.474. Sportsleks.II.650. jf. II. Klod 4), -kovs (Scheller.MarO.273), -rulle (d. s. s. Kabellar-, Kæderulle. Bardenfl.Søm.II.71. SkibsMask.195.266), -træ (smalt stykke træ m. en række huller til enderne. OrdbS.; m. h. t. sejlskibe før 1900).