Vel-lyd, en. (jf. -lydende og -klang samt Mislyd) lyd, der vækker (vel)-behag; behagelig, harmonisk (forbindelse af) lyd; ogs. om den egenskab, det forhold at lyde vel (II.3.1). 1) i al alm. JBaden.DaL. *Een har Glæde af at grave | Sig blandt sine Grunker ned; | Guld er Vellyd for hans Øre. Rahb.PoetF.I.135. *Baggesen . . skylder (jeg) uendeligt . . | Han lagde Rimets Vellyd paa min Læbe. Hrz.AN.136. *høiest blandt Alle | Hædres . . | Den Gjæst, der bringer | Strengenes Vellyd | Til Ordenes Strøm. sa.KRD. 54. jeg tænker mig (livet i evigheden) som en evig, hellig, salig Taushed. Den er langt mere veltalende . . end nogen tænkelig Vellyd. CBernh.Noveller.IV.(1838).326. *Nattergale, i eders Hjerter | Vellyden ei indeluk! Aarestr.SS.V.271. *da skulde min Stemmes Klang | vække al Vellyd, som slumrer i Skoven. Drachm.RR.42. kun en enkelt mindre Sangfugl . . lader en . . Tone høre en Gang imellem som en Draabe Vellyd i Drivhusstilheden. JVJens.OM.10. Paulsen.I.366 (se u. Velklang 1). jf.: Coleridge's Poesi er . . ligesaa lidenskabsløs som vellydsmættet. Brandes.NE.128. disse berømmelige Tenornumre, der . . gør Menneskene tonesalige og vellydøre. Pol.¹¹/₆1932.7.sp.6. 2) spec. (jf. vellydende 2; især tidligere) om god, sprogrigtig udtale ell. udtryksform. Disse Aandelave . . gjør Vocâlen láng, dòg saa maadelig, at Vèllŷd ikke skal tabes. Høysg. AG.12. Embedsstilens Vellyd. Stoud.Emb.39. Bestræbelser, deels for Vellyd, deels for fri Behandling . . af Grundordet. Madv.S. 20. hertil (jf. -klang 2): Vellyds-hensyn, -lov, -lære (Levin.Gr.I.28), -regel (se især VSO.).