via, præp. [ˈvi(·)(ˌ)a] (oftest tryksvagt). (eng., ty. d. s.; fra lat. via, ablativ af via, vej (jf. Viadukt, deviere, konvojere)) egl. (især jærnb., post., ⚚) angivende en strækning ell. et sted, der ligger paa en rute som mellemstation, -strækning (især brugt i tilfælde, hvor der foreligger flere muligheder for rejser, forsendelser fra udgangs- til endepunkt): over (III.3.3). Nord Conv Lex.²V.964. jeg gik til Kaukasus og Kalmykkerne via Atlanterhavet, Middelhavet og Sortehavet med en meget knap Rejsebørs. HKaarsb.SK.6. Løber et Tog uden at standse over Strækningen København – Helsingør, bør det anføres, om Toget har løbet via Hillerød eller via Rungsted. DSB.OrdreM.19. I anledning af nedlæggelse af banestrækningen Vodskov-Østervraa ophæves . . den direkte billetudstedelse i forbindelse med stationer på og via den nævnte banestrækning. Statstidende.¹¹/₃1950. 1.sp.3.   (især ) i videre anv., til angivelse af mellemled, mellemstadium olgn. Det slog En ogsaa, at han ofte, naar man privat var i Stue sammen med ham, og en ham nærstaaende Tredjemand var til Stede – at han da talte via denne: han søgte med Blikket stadig denne tredje under Samtalen med den anden, som om dette faste Støttepunkt hjalp ham til at holde Samtalen i Gang. Nathans.(Pol.¹⁴/₃1926.19.sp.1). Klagen var saa afgaaet og var via (sagfører-) Raadet blevet oversendt Otto “til Udtalelse”. Jac Paludan.UR.271. her (udtrykkes) en generel Idé ofte via et Eksempel. BilleskovJ.P.7. jf. ChrMøll.(ActaJutl.V,1.52).