Vrøvleri, et. (nu sj. i rigsspr. Vrævleri). flt. -er. vbs. til vrøvle, næsten kun (talespr., især nedsæt.) i bet. B. (ofte uden skarpt skel ml. de forsk. bet., spec. ml. bet. 1 og 2). 1) (jf. vrøvle 4) d. s. s. Vrøvl 2; ogs. (mere) konkr., om vrøvlagtig(t) forhold ell. ytring. ChrBorup.PM.362. *Den fierde (kritiker) gier (den slette digter) Sort paa Hvidt | For, at hans Vrøvlerier ere Sange. Bagges.Gieng.44. *Det Vrøvleri af Uforstand, | Et Par Pedanter kalde Ondt og Godt. Aarestr.ED.114. Stangerup.R.108. 2) (jf. vrøvle 5; nu mindre br.) d. s. s. Vrøvl 3; ogs. (mere) konkr., om ytringer. *Her (dvs.: i kroen) var et Vrævlerie | Af Bachi Mortens Giæster. JJeppesen.Reisen til Helicon.(1782).64. jf. bet. 1: F. var kendt for sit ustandselige muntre Vrøvleri. Poul Sør.BS.510. 3) (jf. vrøvle 6; nu l. br.) d. s. s. Vrøvl 4; ogs. (mere) konkr., om forkludrede, fortrædelige osv. forhold. Vejret har været ret godt, og vi have ikke havt mange Vrævlerier (paa rejsen). Heib.Ungd.37. Det er et evindeligt Vrøvlerie med de Fruentimmer. Bestandigt skal de vadske og pjadske sig. Hrz.Lsp.187. *man som Fuglen i Luften maa tumle sig fri, | for at glemme det daglige Livs Vrøvleri. Hostr.VV.88. det er en daarlig Fornøjelse at kjøre til Færgegaarden. Den gamle Dame faaer forresten vist Vrøvleri med den . . Folk paa Egnen ser skjævt til det Privilegium. Tops.N.60.