vægre, v. [ˈvæ(·)ɋrə] (dial. vejre. Moth. V91. Pflug.DP.286. Holb.Intr.I.38.357. sa. DH.II.457. Cit.1723.(Vider.III.214). Univ Bl.I.369. Thorsen.115. † veigre. Moth.V91. Sort.PSkan.4. Holb.Paars.344. sa.Hex.V.2. Slange.ChrIV.254. Wess.(PoetSaml.I.100). – ved sammenblanding med IV. værge: værgre. Wied.Da.200. se i øvrigt u. IV. værge 2.3 slutn.). -ede ell. † -te (jf. Moth.V91). vbs. (sj.) -else (smst. VSO.) ell. -ing (s. d.). (ænyd. wegre, weire, weigre, wedre, glda. weyer og wedre (Mand.29), sv. vägra (fsv. veghra); fra mnt. wegeren, weigeren, hty. weigern, oht. weigaron, afl. af et adj.: glholl. we(i)ger, modstræbende, trodsig, oht. weigar, dumdristig, besl. m. IV. veje; jf. uvægerlig, uvægret, vægerlig) nægte, afslaa, modsætte sig at yde noget ell. gøre noget. 1) † i alm. trans. anv.    1.1) m. obj. alene. Spanien . . vegrede sit Samtykke. Slange. ChrIV.1088. Han vægrede Udleveringen af Papirerne. MO.   m. flg. inf. som obj. hvor længe vegrer du, at (1871: vægrer du dig ved at) ydmyge dig for mit ansigt? 2Mos. 10.3 (Chr.VI). Denne Haardhed foraarsagede . . at de ofte veigrede at lade sig indrullere til Soldater, naar Staden blev indviklet udi Kriig. Holb.Herod.47. Staden Hildesheim paastod sin Frihed, og vegrede at indtage Kayserlig Besætning. Slange.ChrIV.1117.    1.2) i forb. m. hensobj. ell. (sj.) i forb. vægre noget til en (Holb.Herod.102), nægte ell. forholde en noget. Og skal ingen Præst under tilbørlig Straf saadan Bevis dem vegre, eller og den dennem over een half Dag forholde. DL. 3–19–10. Herren skal give naade og ære, hand skal intet got vegre dem (1871: intet Godt negter han dem), som vandre i fuldkommenhed. Ps.84.12 (Chr.VI). han haabede, at Keiseren ikke veigrede en stor Monarchs Gesanter Audience. Holb.Hh.I.501. *Naturen har ham vegret det, som pryder | Udvortes. FrHorn.PM.133. 2) refl.: nægte at gøre noget, som man opfordres til; stille sig afvisende, modvillig over for noget; være utilbøjelig til noget. *Hvilken Synder kan sig vægre, | Naar han hører i Guds Ord | Genlyd af de gyldne Bægre, | Som udtømmes ved Guds Bord! SalmHus.940.7. jeg laante, mafoj . . 10 Rixdaler af min Skræder . . Hand vegrede sig vel i begyndelsen, og trækkede paa Axelen. Holb.Bars.III.2. Kofoed-Hansen.KA.I.92.   især i forb. m. præp., angivende, hvad man er utilbøjelig til: vægre sig for (Holb.Intr. I.16. Bloch Suhr.ÆS.III.308. VSO.), i (DL. 4–6–9. Slange.ChrIV.254) ell. (nu kun) ved noget. du haver en horeqvindes pande, du vegrer dig ved, at skamme dig (1871: du vil ikke skamme dig). Jer.3.3 (Chr.VI). Holb. Ep.III.389. *da Kongen byder ham | Arving til sit Land at være . . | Vægrer han sig ved den Ære. Oehl.XII.276. Han havde . . længe vægret sig ved dette Skridt. Pont. Sk.171. Jeg vægrer mig virkelig ved at tro . . at De finder dette at være en passende Anvendelse af Tiden. sa. Isbj.15. om dyr: *Oxen, ifald, uvant med sit Aag, den vægrer sig ved det, | Pidskes. Heib.Poet.VIII.63. Heste (kan forledes) til at vægre sig for at trække. PWBalle.K.68. (l. br.) om ting, forhold: *mørke Vraae, | Til hvilken Lampens Skin sig vægrer ved at naae. Rein.384. *Min Læbe vægrer sig ved Ordet. Heib.Poet.IV.331. Vædsken i Retorten . . vægrede sig ved at blive til Guld. TroelsL.SN.34.   † uden præp. ved inf. de vegrede sig at (1871: ved at) annamme tugt; de forhærdede deres ansigt mere end en klippe, de vegrede sig at (1871: ved at) vende om. Jer.5.3 (Chr.VI). jeg vegrede mig forgangen Dag at laane ham nogle Penge. Holb.Vgs.IV.6. om ting, forhold: *Mit Indre vægrer sig at kjendes ved | Din Idræt. Hrz.GB.95. 3) † part. vægrende, brugt som adj.; dels om person: som vægrer sig. (mange mener) at det er en Ministers Pligt heller at nedlegge sit Embede end at paraphere en u-retfærdig Anordning: Men Erfarenhed lærer, hvad Virkning deraf flyder; den vejgrende Person kommer i Unaade, og Tingen bliver expederet ved en anden. Holb.Ep.IV.421. dels om holdning, udtalelse: afvisende. Vegrende . . Svar. vAph.(1764).