ydmyge, v. [ˈyðˌmy^?(ɋ)ə] ell. (sj. i rigsspr.) [ˈyðˌmy·(ɋ)ə] (jf. Univ Bl.I.315). -ede ell. (nu næppe br.) -te (sml. OldKH.I. 426). vbs. -else (s. d.). (glda. øth-myghe, -myuge og ydmyghæ (Brøndum-Nielsen.GG. I.247), æda. øthmykæ (Fragm.8), sv. ödmjuka, no. ydmyke (no. dial. ydmykja), oldn. auðmýkja; til ydmyg; jf. myge) 1) (ikke i rigsspr.) gøre smidig, bøjelig, blød (ved bearbejdning). *(smeden) glohedt Staal ydmyger. Grundtv.Saxo.II.42. 2) (især  ell. i højere talespr.) (ved haanlig, krænkende adfærd, tilføjelse af beskæmmelse, forsmædelse) give en lavere, ringere værdi ell. plads (i egne ell. andres øjne), bringe til at føle sin ringhed, underlegenhed, afmagt olgn.; fornedre (2); ogs. (spec. relig.): betvinge, undertrykke, overvinde (en fjende) (og derved knække hans overmod, stolthed); især m. h. t. person; m. person-subj.: David slog Philisterne og ydmygede (1931: undertvang) dem. 2Sam.8.1. (gud) haver villet straffe og ydmyge et hovmodigt . . Folk. Holb.Herod.106. Oehl.IX. 168. Dronningen havde ydmyget hende (dvs.: ved ikke at indbyde hende). Schand.IF.140. Sjældent . . har jeg følt mig saa bitter og ydmyget . . ingen regnede med mig og hvad jeg vilde. Branner. Barnet leger ved Stranden. (1937).158.   om ting ell. forhold. Ew.(1914). IV.179 (se u. Vrangvillighed). alt Det, som kan ydmyge vor Stolthed. Ørst.I.83. Især . . ydmygede det ham, at de . . lod ham være ene om Opvartningen. EBertels.MH.43. spec. i part. ydmygende anv. som adj.: Ydmygende Tanke for din Hovmod, o Menneske! JSneed.III.289. de trivielle, de ydmygende Hverdagssorger. Heib.Poet.V.308. Paa tredie Aar overlevede Kongen den ydmygende Fred. Fabricius.D.II.276. 3) (især  ell. i højere talespr.) gøre ydmyg (2); især refl.: (føle, erkende sin ringhed, svaghed og derfor) give efter, bøje sig, krybe til korset, underkaste sig, fornedre sig. (ofte i forb. m. for ell. (især bibl.) under (Kierk.XIII.533. se ogs. ndf.)). Paa Landsbyen følger Stoelestadet (i kirken) Gaarden og dennem, som derudj boe; Dog saa at de Unge ydmyge sig (dvs.: træder tilbage, viger) for de Gamle. DL.2–22–48. ydmyger (1948: ydmyg) Eder under Guds vældige Haand, at han maa i sin Tiid ophøie Eder. 1Pet.5.6. Holb.Kh.334. De to modsatte . . Laster, at hovmode sig og at ydmyge sig. Ørst.VII.82. Hvor Mennesker elske . . der maa den altid ydmyge sig, som elsker mest. JPJac.II.415.   m. betegnelse for sind olgn. som obj. paa den tiende Dag i Maaneden, skulle I ydmyge Eders Sjæle (1931: faste) og ingen Gjerning gjøre. 3Mos. 16.29. Paven (formanede) Kongen til . . at ydmyge sit Sind, adlyde hans . . Paamindelser. DanmRigHist.II.67.