† ærbødige, v. -ede. (holl. eerbiedigen, jf. ty. ehrbieten, holl. eerbieden, vise (en) ære, respekt; afl. af ærbødig) refl.: vise sig, være ærbødig (overfor en). Moderen . . underordner . . sig Faderen, og erkiender hans Rang, at ikke hos Børnene kan vekkes Tanker om, at de for Feilens Skyld skulle mindre ærbødige sig for ham. Rothe.KB.23. ærbødige sig for Een. FPJDahl.(OrdbS.).