ærbar, adj. [ˈæ(·)rˌba^?r] ærbàre. Høysg. AG.192. superl. -est ell. (sj.) -st (*Hun var den ærbarste Mø – aa Jøs! – | en Trold i Barmen og Læben stum. Soph Clauss.P.50). (ænyd. ær-, erbar, sv. ärbar; fra mnt. erbar (nht. ehrbar, holl. eerbaar), jf. mht. erbære (se u. ærebaaren); af mnt. ere (se I. Ære) og suffiks -bar) 1) (nu kun arkais. ell. dial.) som fortjener ære ell. holdes i ære, anseelse; ærværdig; anset; agtværdig; fornem. LTid.1738.659. Endnu een Anmerkning kand jeg ikke efterlade at giøre, for saa mange ærbare og anseelige Historie-Skriveres . . skyld. KSelsk-Skr.I.294. disse skikkelige ærbare Fædre (dvs.: poeterne i 1760erne og 70erne). Hjort.KritLit. II.112. spec. (haandv., arkais.) i lavsspr.: jeg (dvs.: formanden for rebslagerlavet i Kbh.) (tager) den ærbare Velkomst fra det ærbare Haandværksbord og tillader mig at frembringe en Skaal for de unge Svende, for den tilstedeværende Forsamling og det hele ærbare Rebslagerlaug. Cit.1887.(CNyrop. Haandv.114). Drachm.DD.110 (se u. Gesel 1). Lavet omtales altid som “det ærbare”, “det vidtberømte” (osv.). Sal.²XXII.663.   (jf. u. æragtig 1) som kræver at blive fornemt, fint behandlet. Feilb. 2) (nu kun m. overgang til bet. 3) præget af ærlighed, redelighed, retskaffenhed ell. sømmelig, beskeden optræden, ordentlig livsførelse olgn.; hæderlig; honnet (1); sømmelig. Desligeste bør det Menighedens Tienere at være ærbare, ikke tvetungede, ikke hengivne til megen Viin, ikke til slet Vinding. 1Tim.3.8. *Troer I, at nogen ærbar Borgermand | Gaaer med den Kiole, som en Røver (dvs.: en skrædder, der har været røver) syer? Oehl.X.27. i forb. den ærbare verden: Holb.UHH.IV.3. (hamborgerne kunde) aldrig for dend ærbare Verden . . forsvare eller undskylde deres fiendtlig Opsætsighed og Formastelse. Slange.ChrIV.738.   om sømmelighed m. h. t. klædedragt olgn., især m. bibet.: ikke outreret, ikke nymodens olgn. en ærbar klædning. Moth.Æ14. Her seer jeg een med et langt Skiæg og en ærbar Kaabe (dvs.: en filosof). Holb.Plut.II.1. *I Klædedragt han ærbar var, | Foruden galne Moder. HMikkels.D.37. En ærbar Farve. VSO. I.44. 3) sømmelig, anstændig, tilbageholdende, blufærdig i alt hvad der angaar forholdet til det andet køn; tugtig; nu især om kvinde: som i sin optræden, klædedragt, tale skyr alt letfærdigt, frivolt, vaager over sin kvindeære. der er indtet ringere agtet end Lifvet for en ærbar Quinde, efter at hendes Ære er krencket. Wing.Curt.109. jeg kunde dog umuelig tænke, at dend ærbare Koene skulde være forliebt. Holb.11J. IV.2. (det er) modbydeligt . . for en ærbar Mand at maatte høre paa vellystige Triller. Grundtv.Saxo.II.57. en ung Mand kan (ikke) lære at kjende en ærbar Pige, saalænge han ikke er hendes Kjæreste, thi han har næsten aldrig Leilighed til at tale alene med hende. Heib.Poet.VI.371. Personlig Ransagning af en Kvinde skal ske ved ærbare Kvinder og ikke i Overværelse af Mænd. LovNr.90¹¹/₄ 1916.§761. ærbar og tugtig, se tugtig.   om ting ell. forhold: præget af saadan tugt, anstændighed. (indbyggerne i et indisk land) leve et kysk, ærbar og tugtigt Levnet. Pflug. DP.630. Det er jo i et dydigt og ærbart Anliggende (dvs.: et frieri), at jeg vil tale med hende. Heib.Poet.VII.283. jeg (har) en lille Historie om Eva . . den er meget ærbar. MartinAHans.JR.183. hun (staar) i sin ærbare natkjole. HNorlev.L.74. 4) (nu sj.) som er blottet for humor, munterhed, lystighed, lyst til udskejelser olgn.; som er (blevet) alvorlig, adstadig, værdig, skikkelig; ogs. m. bibet.: misfornøjet, sur (IV.3.2). *Hvor ærbar Paars end var, saa maatte han dog fniise. Holb.Paars.218. Nu antog Hr. B. sig et ærbart Aasyn; ret ligesom en Birkedommer, naar han første Gang beklæder Retten. Suhm.XVI.323. *Verden har Philistre nok, | Som ærbart raabe Vee og Vok | Til vore vilde Drømme. Ploug.SD. 317. om Aftenen naar Skyggerne faldt paa og man følte Trang til lidt Varme og Beskyttelse igen (dvs.: hos ildguden paa vulkanen) fandt man dog stiltiende og med ærbar Gang tilbage til Bjerget. JVJens.TL.109.