HemleHemle, no. rorpind. Moth. Mon ordet ikke er = isl. hamla, årestroppe, der er urigtig forklaret efter nt. helm? Vis mere +
HemleHemle, go. skjule; om wy kundtgiøre een andens sckrøbellighed, ther oss burde at hemble, skule oc orsage. P. Eliesen. 11; see wy nogen menniskis brøsth, vnd oss, at wy kunde hende skiule, hemble oc beteke. sst. 35; wnder theris skijn oc skygge haffue alle kiettere skiwltt oc hemblett theris kietterij. sst. 398.Hemling, no. skjul; wrangh lerdom, ther brugis falskelighe vnder tith naffns hembling oc orsage. P. Eliesen. 31. Vis mere +
HjemleH(j)emle, go. 1) hjemle, tilsikre; bynder jac mic til at frij oc hemblæ alt thettæ forscriffnæ gardh oc gotz myn nadhighæ frwæ, drotning Margretæ. Molb. o. Peters. 8; (1480). D. Mag. I. 272; beplicthe wij oss forskrefne Køpnehaffns borgere forskrefne Særitzløffs godtz ath frij, hemle och fuldkommelighe tilstaa fore oss och fore alde andre, som ther mett retthe poæ kandt tale (1527). Kbhvns. Dipl. I. 368; hues gods, som Hennrick Stampe solde Thomes Gallskytt och hannom icke tillhende och icke kunde hemble hannom (1552). Rosenv., Gl. D. I. 178. 2) bekræfte; sex syøns mendh haffde hiemlit itt fult syøn (1548). Dipl. Viberg. 265; hvilcke otthe dannemend ther hemblitt och beretthe saa (1572). Rosenv., Gl. D. III. 155; hand heller oc hemler hans ord. Hvitf. II. 364. 3) tillade, overlade; skal then, som thet giør eller hiembler thet andre at giøre (1558). Rosenv., Gl. L. IV. 282 (= Chr. V. D. L. 6-17-29); bliffuer thet befunden, att nogen riddermandsmand hiemler nogen att skiude andensteds end paa sit egit. sst. IV. 284; efterdi Gud, der er saa nidkær over sin ære, icke vil hiemle den til nogen anden. Worm, Ligpr. o. Dr. Lovise. 83. 4) h. af = h(j)emle 1); hun skal nok hiemle ham varselen (ɔ: om døden?) af (om en gammel mand, der tager en ung kone). Moth. Smlgn. Schlyter: hemula.H(j)emle, go. Jf tilh., uhemlet.se i sammenhæng Vis mere +