VandlobVandlo[ø]b, no. 1) = vatnflod 1); et thræ, ther planthet ær hooss meghet wantlopp. GkS 24 (= Ps 13; Vulg: decursus aquarum); then rynde oc vandlob, som løber fra PS gyde (1497). KhS4 VI. 40; – ther giør floder till wdørck, oc wandløb till taarre. Ps 10733 (FV; 1607 og 1647: vandløbe); (1645). Or* II. 208 (ovf. u. egefjæller). 2) afløb, løb; at hawe sit wandlub aff sin gardh (1472). KD I. 206; eluvies, skylvand eller vandlob. Etym 635, 456 (= fluxio aquarum). 3) = vatnflod 2); vocte oc fri oss fra skadeligt vandløb, storm, liunit. TdmU t 5; Etym 1462 (u. inundatio); ved vandlob bortfører, hvad som boer paa iorden. BT II. 292; – lige som mand skal dæme for wandløff. Jes Sir 2527 (Tdm); – giorde vandløb stuor skade paa Skaffuen. JS V. 75; en stuor v. sst. (2 g.), jf ovf. II. 824 a17-19. – Jf lob.Vandlob, no. 2); – rister, som i rendesteenene vandløbet til forhindring ere satte. Fdg 13/12 1664 § 1.se i sammenhæng Vis mere +