OvergangOvergang, no.
1) i nuv. bet.; transgressio, overgang, overfart. Nucl. latinit. 552; Werner, Clavis. V. 587; overgang, uebergang. v. Aphelen, Ordb. I. 484 b. Denne bet. synes sent optagen.
2) overtrædelse; alle buds fuldkommelse er een sand kiærligheedt, ligerwiss som ther offuer gangh och brøde er een wrangh oc vsandt kiærlighedt. P. Eliesen. 15.
3) overgivelse; dend sal. konge tog sig ikke alleneste Calmars overgang, men end ogsaa hans vandhæld udi marken saa nær. Slange, Chr. IV. 300 (jvfr. sst. 292: saaledes gik denne fæstning over udi kongens vold).
4) overherredømme, overhøjhed; han skal haffue offuergong och mact offuer al ting. Kol. 1.18 (Chr. Pedersen; Vulgata: primatum; Luther: den vorgang); exsuperatio, offuergang. Colding, Etymol. 1270; den tvist om over-gang samt myndigst ord og stemme med Zeeland er forligt. Bording. II. 123. Smlgn. isl. yfirgangr, yfirganga; sv. öfvergång (også i bet. 2)). Overgang, no.
1) – udstrækning; huer bro vaar saa lang, fem stadia vdi sin offuergang. Lyndsay 59. – 2); T 553 138v (ovf. V. 679 a16).Overgangsfod, no. remstykke (bjælken på murens overkant); skal husene hafve grundmurede gaufle gandske til det øfverste, saa oc være grundmuret paa alle fire sider i det ringeste til ofvergangs foden. Forordn. 27/2 1683. § 1 (= Kbhvns. Dipl. VII. 34). V. S. O. s forklaring som tværbjælke er næppe rigtig, da den bl. andet ikke passer til enkelttallet, jvfr. også Feilberg, Ordb.: fod 4).Overgange (-gå), go.
1) gå el. færdes over (ad); thæn tidh the hafdhe alle øwærgangith, arkin ok øwærgik. Josv. 4.11 (Gl. D. Bib.; 1550: offuergonget ... gick offuer; 1607: offuergaaet); 2 Sam. 17.16 (sst., se ovf. u. framdræt); – jeg fra Tornbusch til de skaanske kyster er offuergaaen (1676). N. D. Mag. IV. 62; saa viidt som solen ofvergaar. Psalmedigtn. I. 324 a. – også virk.; han øwergik wath, som heder Jaboth. 1 Msb. 32.22 (Gl. D. Bib.; 1607: gick offuer); Pontopp., Betænkn. 235 (se ovf. II. 562 a.22); – transcendo, offuerstiger, offuerklyffuer, offuergaar. Colding, Etymol. 1113; Steph., Nomencl. II. 1389; Nucl. latinit. 1561.
2) gå el. nå over, overskride; ræck fodhen saa, at skindfællen maa owergaa. P. Lolle. nr. 491; retthe offuer the, som offuergaa forne tiidt, thennom forlagett worder (1527). N. D. Mag. V. 302; mijne mijsgierninger ere mitt hoffuett offuer gangne. Ps. 38.5 (Fr. Vormords.; 1550: gaa offuer); – thu haffuer sætt een grenscke, som thett (ɔ: vandet) icke offuergaar. Ps. 104.9 (sst.); du haffuer sat it maal, det skal hand icke offuergaa. Job. 14.5 (1550, 1647); en sualdrer oc uforstandig skal offuergaa tiden. Jes. Sir. 20.5 (1607, 1647; gr. ὑπερβήσεται); (1626). Geh. Ark. årsb. III. till. 96; Holb. M. poet. Skr. 37; ovenbemelte bekostning, som ingenlunde maa overgaaes. Lund, Egedes Levned. 50.
3) overgå, have fortrin for; Brandt. 165.5 (se ovf. III. 385 a.9); en stierne offuergar en anden vti klarhed. 1 Kor. 15.41 (1524; 1550: offuergaar; Chr. Pedersen: gaar offuer); som offuerginge andre folck vdi legemens storhed. Vedel, Saxo. 9; hvor vijt du ofvergaaer dig self (thi den stoere hob har du allerede ladet meget bag dig). B. Tott. III. 69; – at den sin egen konst dermed kund' ofvergange. Hexaem. 253. – tm.; overstigende; at du alt saadant, fornufften langt offvergaaende, kand fatte. Brochmand, Post. II. 93 a. – også højtflyvende, udmærket? alle hans owergangende san tale kunne ey begripes met rim eller dikt. H. Suso. 56.14-15.
4) overtræde, bryde; huor offte offuergaar ieg herrens befalning oc begynder naaget effter mit gode tycke. Huberinus, Om Guds Vrede. 12v; di hafver ofvergaait den contract. Secher, Om Vitterlighed. 30; dersom jeg tilstedde dig udi dette lille at ofuergaa voris forord. Sn. Sturlesøn v. P. Claussøn. 343.
5) komme over, ramme; then forderffwe, ssom ether er offwergoeth met ildhebrand. Tavsen. 48; Hist. Tdskr. III. 609; for huilcken Guds vrede vill dem offuer gaa. P. Laurentsen, Undervisn. k 1; skal oc dennom offuergaa det, de saa frycte. Tavsen, Jesu passies hist. 36v; Vedel, Saxo. 63; hvor tit er denne u-lycke ofvergaaen Cyperen? B. Tott. III. 243; – at nogen forføllinngh schulle for thennd dom schylldt hinde offuergange (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 97, 55; – meenes, samme dom skal dennem overgange. Bording. II. 192; – tm.; alt thette er oss offuerganghz. Ps. 44.18 (Fr. Vormords.; Chr. Pedersen: kom offuer; 1550: er kommet o.); 88.17 (sst.); Rosenv., Gl. L. IV. 24; der Titus saa, hwor stoor den plage wor, oc hwor mange hun wor offuergangen. Tavsen, Post. sommerd. 195; den paffuelige band, som Suenske vaar offuergangen. Hvitf. VII. fort. a 4; effter saadan dom var hannem ofvergangen. P. Resen. 164. – også blive pålagt; den skat, som de geistlige vaare sat faare, oc anden besuæring, hans stifft vaar offuergaaen. Hvitf. III. 260; er landet forarmet aff atskillige told oc forbud, som kiøbstæderne offuerganger. sst. IV. 540. – gå ud over, virke på; saa dricker hand en drick, det øynen ofvergaar. Sehested, Pigers Spejl. b 8v.
6) gå forbi, gå hen; schal borghemestere hanum lade laghdaghe fore legges, oc fore hwer laghdagh, hanum owerganger, bøde (1461). Kbhvns. Dipl. I. 199; buck broder oc lad offvergaa. Sthen, Vandrebog. q 1; de bleffue lidt formildte oc loed vreden offuergaa. Kæmpebog. 428. – også virk. forbigå; jeg her maae ofvergaae vel mange strømme stærke, atskillig sted oc ort i hafvet er at merke. Hexaem. 102. Smlgn. Söderwall: ivirganga samt gange ovf.Overgange, go.
2) – løbe over; til vred' optændes saa, ad galden offvergaar. TkH 182. Jf foro., øvergange, uovergangen.Overgangelig (-gængelig), to. overstrålende, udmærket; ængen manz øghe giter told hans owergongelig skyn. H. Suso. 48.27-28; – huræ stoer then ærefuldh Jeronimus er i syn offwergængælisth helighet. Brandt. 230.21-22; mennisken, huilked han wdualde att wære delactig y hans godhz oc offuergengelig rigdoms ære. Schroch, En føye forclaring. 3. – Som bio.; then gudhelig visdom hawer so owergongelig pryd teg met sin nod. H. Suso. 117.5-6.Overgangelig, to.; then overgangeligh glæde, tw fekst. T 553 (4°) 172v.Overgangels, no. bevægelse, overvældelse; tha vort han sat i hugxens owergangels aff retzel, oc fiol nedher til henne fædher. H. Suso. 12.32-34.