LydagtigLydagtig, to. = lyd 2); Guds søn sin fader lydactig war. Psalmebb. I. 16; Rom. 15.18. (Chr. Pedersen); Chr. Pedersen IV. 294.18 (se ovf. u. hørsommelig 1)); hand skal haffwe troo, lydhafftighæ bøern. Tavsen. 31. (jvfr. 1. Tim. 3.4. Chr. Pedersen og flgd. overs.: lydige); de skulle holde wore wndersaatte til at være liudactige (1539). Rørdam, Kirkelove. I. 107 = Chr. V. D. L. 2-17-6); vnderdanenes embede er, at de skulle vere lydactige. Herm. Weigere. 79 ir.; obediens, lydig, lydactig. Colding, Etymol. 97; Bording II. 174; en qvinde skal og ligesaa sin mand lydactig være. Kingo, Psalmeb. 236; om jeg min faders lange brev lydagtig skulde være. T. Reenberg, Poet. Skr. I. 323. Som bio.; det, som mest mact paalaa, mig meest burde at haffue i agt och lydachtigst effterkomme (1646). N. D. Mag. II. 298. Smlgn. Söderwall: lydhaktoger samt ulydagtig ndf.se i sammenhæng Vis mere +