BedsteBedste, to. 3 g. vigtigste, øverste; hvor flere bønder ere boendes paa een gaard, ... da skal hovedmanden, den beste, udi gaarden boer, skrives for heelt og de andre for indester (1608). N. D. Mag. II. 182; – til b. = i forråd; da skal halff foer til beste vær', om du qvæg haffver meget Gerner, Hesiodus. 117. Smlgn. nuv.: have noget til bedste. – gøre sin b. = nuv. gøre sit b.; ieg paa ethers wegnne schulle giøre min beste (1596). Friis, Aktstk. ang. Tyge Brahe. 30.Bedst(e), to. 3 g. (isl beztr); AM 187 154, 8217 (ovf. I.* 12 b u. alre); bestæ skeppe meel ey meere en too pænningæ galth. Rkr m 2; PL* d 1 (ovf. III. 338 a43); det beste aff olien. 4 Msb 1812 (1550, 1647), se også ovf. III. 683 a40, 44 (j form, jf FeilbO: bedst). – konningen skal ey orlogh begunnæ utæn met riksens bæste mæntz radh. Anch II. 543 (jf god m. ovf. II. 60 a50; HT7 V. 371); (1533). DM II. 56 (ovf. u. anrøre 3)). – b. barn ɔ: det barn, der skal arve mest. M. – til b.; Hvf IV. 405 (ovf. I. 148 b1); ieg haffuer intet andet tilbæste, som den herre haffuer lyst til. RsH i 8v; HiørP k 7v (ovf. V. 14 b44). – se IV. 343 a52. – til det b. ɔ: på det bedste; TkH 46 (ovf. IV. 924 b7); (1686). Hüb II. 176 (ovf. I.* 27 a). – bruge ens b. ɔ: søge (arbejde på) ens fordel; JS II. 151 (ovf. IV. 771 b42). – gøre sit b.; PE 64 (ovf. III. 10 b27); DgF I. 44 (ovf. IV. 450 a43). – det b. som bio.; sine stocke putzer det beste, hand kand. Holst IX. 24. – Som bio.; ÆdS 105 (ovf. u. alsom); Etym 122 (u. optime). Vis mere +